Lad os ødelægge kvote 2

Så blev det tid til en ny omgang studiestart, og når det sker, er det umuligt ikke at skulle høre på nye latterlige udfald mod kvote 2. Venstre vil have den på max 10 % af de optagne, mens Enhedslisten vil have den på minimum 25 %.

Forslagene kommer som regel fra folketingspolitikere, der lige skal have den sidste sus af opmærksomhed, før folketingsåret går i gang, og det igen bliver umuligt for dem at trænge igennem mediemuren.

For en god ordens skyld skal det siges, at kvote 2 handler om optagelse på videregående uddannelser for de ansøgere, som af forskellige grunde ikke kan blive optaget gennem kvote 1 (hvor eksamensgennemsnittet er det eneste, der tæller) eller har brug for at blive vurderet på kvalifikationer ud over eksamensgennemsnittet.

Som udgangspunkt er det dybt godnat at skulle lægge sig fast på en fast grænse for kvote 2-optaget. Derfor er både Venstre og Enhedslisten på vildspor, når de prøver at lægge sig fast på en specifik sats. Det er ikke muligt for dem som folketingspolitikere at vide nok om virkeligheden til, at de er i stand til at vælge den sats, der vil fungere bedst på de enkelte videregående uddannelser. Alle videregående uddannelser er forskellige, og den eneste måde, man kan tage hensyn til disse forskelligheder, er at holde sig fra at fastsætte rigide regler på Christiansborg.

I stedet for at fastsætte en national grænse for, hvor stor en andel af optaget, kvote 2 skal udgøre, bør politikerne koncentrere sig om at skabe gode rammer for de videregående uddannelser i almindelighed og dermed give dem mulighed for at skabe de bedste løsninger for sig og de studerende på baggrund af de lokale og uddannelsesspecifikke forhold, der måtte gøre sig gældende.

Derfor er den enkle løsning, at vi lader det være op til de videregående uddannelser selv, hvor meget kvote 2 skal fylde i deres optag. De ved udmærket bedst selv, hvad der er optimalt på deres pågældende institution – og skulle de være i tvivl, skal de nok finde ud af det meget hurtigere end en tilfældig politiker, der skal tage sig sammen til at ændre på systemet endnu en gang.

Vi kan kalde det grøn, gul eller blå politik ikke at ville fastsætte en grænse på området. Jeg kalder det blot sund fornuft.