På afgrundens rand

Danmark vil gerne beskytte miljøet. Meget gerne! Derfor hoppede Danmark med på vognen og satte alt ind for at beskytte det danske vandmiljø, da EU fremlagde vandmiljødirektiverne. Dette resulterede blandt andet i den omdiskuterede randzonelovgivning, der i dens oprindelige form blev fremsat af Venstres daværende miljøminister, Troels Lund Poulsen.

Randzoner er til for at beskytte vandmiljøet i vandløb og søer imod forurening fra bl.a. sprøjtegifte fra marker. En randzone er et fredet område omkring et naturligt vandløb, hvorpå der ikke må dyrkes. Denne zone skal som regel være 10 meter.

Det største problem med lovgivning om randzoner er, at loven ikke tilgodeser de områder, der har brug for det. Lovgivningen tilgodeser derimod områder, som ikke har brug for det.

Områder, der i høj grad har brug for randzoner, er områderne omkring f.eks. Kongeåen eller Gudenåen. Her er vandmiljøet levende, og dermed er der brug for randzoner på mere end de 10 meter, der lovmæssigt kræves. Der, hvor randzoner ikke er nødvendige i så stort et omfang, er eksempelvis omkring afvandingskanaler. Afvandingskanaler blev anlagt i 1800-tallets indvinding af landbrugsjord, hvor afvandingskanaler transporterede vand ud til sø, å eller hav. I dag ligger de fleste afvandingskanaler udtørrede hen, men på grund af den måde,  randzoneloven definerer vandløb på, tæller disse kanaler som sådan.

Denne strenge fortolkning af vandmiljøer, der har brug for randzoner, spænder ben for landmændene. Fortolkningen betyder, at landmanden får tvangseksproprieret sin jord på op mod 5 hektar pr. 100 hektar. Med indførelsen af randzoneloven sker der med andre ord en krænkelse af den private ejendomsret, idet man fratager landmanden retten til at bestemme over sin egen jord.

Disse tvangseksproprieringer er uden lovmæssigt belæg, og der savnes vægtige argumenter for, at de tjener et almennyttigt formål. Ekspropriering skal være til vandmiljøets fordel, men som følge af den alt for strenge tolkning af, hvad der tæller som et vandmiljø, glipper hensynet til den almene nytte. Hvis tidligere miljøminister Troels Lund Poulsen havde kendt omfanget og konsekvenserne af randzoneloven, håber jeg, at han som liberal havde trukket forslaget tilbage.

Randzonelovgivningen, som er fremsat grundet gode intentioner, har medført rutinemæssigt tyveri overfor den enkelte landmand. Landmanden bliver frataget muligheden for at dyrke sin jord og ender dermed med en mindre kornproduktion. Det danske landbrug har ikke gyldne år i forvejen, og randzoneloven svækker landbruget yderligere.

På grund af regeringen Helle Thorning-Schmidts manglende resultater er er randzoneloven blevet en symbolpolitisk sejr, som  vises frem med stolthed. Lovgivningen tilgodeser imidlertid ingen andre end magtfulde interesseorganisationer som f.eks. Danmarks Naturfredningsforening.

Hvis Danmarks Naturfredningsforening får det sidste ord i kampen om lovgivningens udformning, har vi endnu større randzoner i vente. DN mener nemlig, at der skal udlægges 6 meter randzoner fra veje, som støder op til landbrugsjord. 200.000 hektar landbrugsjord skal udlægges til andre former for fredning, ligesom 33 procent af den samlede danske jord skal helliges naturarealer mod de nuværende 22 %.

Hvis DN’s målsætninger skal nås, vil tvangseksproprieringerne uundgåeligt eskalere.

For dansk landbrugs skyld må dette ikke ske. Derfor vil jeg opfordre regeringen til at lytte mere til landmændene og mindre til Danmarks Naturfredningsforening. Og sidst, men ikke mindst at lade være med at fortolke EU’s vandmiljødirektiver så strengt som hidtil.

Artiklen er skrevet med inspiration fra VU’s miljø-, transport- og klimaordfører, Mads Brenøe Lange, og fra landbrugspolitikdagen i VU Tønder. Artiklen er udelukkende et udtryk for skribentens egen holdning.