Venstre er konservative gøglere

På uddannelsesområdet opfører Venstre sig som nogle hykleriske konservative gøglere, som simpelthen ikke har fattet, hvad liberal uddannelsespolitik går ud på. Når jeg har fremført min holdning for mere frihed til uddannelsesinstitutionerne og de unge til at sammensætte deres uddannelsesforløb, har jeg skullet finde på en høflig grimasse, der passede. Det har jeg skullet, fordi de mener, at liberal uddannelsespolitik er en solid mængde obligatoriske fag og statslig kontrol.

Uddannelsesinstitutioner ved så meget bedre, hvordan en uddannelse kan skrues stærkere sammen med færre obligatoriske fag og mere fokus på den unges behov. Søreme om jeg ikke gang på gang møder tomme blikke fra Venstrefolk, når jeg taler frihedens sag til gavn for de unge. Vi skal have et mere decentralt uddannelsessystem, hvor vi giver mulighed for frihed under ansvar til dem, der er i systemet dagligt og ved meget mere om den enkelte uddannelsesinstitution end nogle starutter på Christiansborg, der mener at de alene vide.

Jeg skal simpelthen lægge øre til, at det er en socialistisk tankegang, når jeg foreslår mere valgfrihed for den enkelte elev. Sågar om jeg ikke skal høre fra en ”partisoldat,” at de unge slet ikke er stærke nok til at tage ansvar for sig selv. Det er der politikere til at gøre for dem. Jamen halleluja, hvor er det pragtfuldt, at vi har nogle politikere, der kan frelse alle de uansvarlige unge, som ikke er i nærheden af at kunne tage stilling til, om deres valgblok inden for naturvidenskab kunne bruges anderledes. Jeg vover den påstand, at den unge vil bruge valgblokken til gavn for vedkommendes egen uddannelse.

Venstres konservative tankegang på uddannelsesområdet fordummer og fordømmer unge menneskers evne til at træffe egne valg. Jeg respekterer Venstre og vil gerne tale partiets sag, men på dette punkt er nok simpelthen nok. Kampen om, hvad der er sand liberal uddannelsespolitik, må tages op.

Den består af mere frihed til eleverne og uddannelsesinstitutionerne – og langt mindre statslig intervention.