Det frie valg

Første skoledag er for denne gang ved at være overstået for de fleste. Et tidspunkt, hvor mange elever for første gang skal betræde forhallens bonede gulve. Heldigvis har vejen derhen været præget af muligheden for at vælge frit. Første skoledag er ikke længere et selvfølgeligt valg af den lokale skole, men et aktivt og velovervejet valg.

Et aktivt valg for forældrene i folkeskolen, når de skal tage stilling til, om deres små pus skal gå i den ene eller anden folkeskole, tæt på eller længere væk. Et aktivt valg for det unge menneske af hvilken ungdomsuddannelse, vedkommende føler sig klar og har lyst til – og endnu et, når universitetsuddannelsen skal vælges og sammensættes i detaljer. Uddannelse er  i dag dit, mit og dine forældres frie valg.

Et valg, vi har kæmpet for at sikre. Nu er tiden kommet til at kæmpe for værdien bag det frie valg. Som liberale aktører i et demokratisk samfund er det en af vores vigtigste opgaver at sikre netop værdi for de midler, borgerne stiller til statens rådighed. En opgave, der ikke blot består i at sikre værdi for pengene i øjeblikket, men også i at turde tage de langsigtede briller på og give muligheder for den generation, der vokser op nu. For det er netop de unge, uddannelsen og undervisningen, der ad åre skal sikre mere værdi og bedre konkurrence i det fremtidens Danmark, vi er ved at forme.

Vi skal satse på uddannelse – ja! Socialdemokraternes ”den dygtigste generation nogensinde” er ikke et modstykke til det, alle andre ønsker sig. Hvem ønsker ikke, at vi skal sigte efter at vide mere i morgen, end vi ved i dag? Hvem vil ikke være med til at sikre netop næste generation mulighederne for at sætte danske kompetencer på verdenskortet? Ingen vil hindre morgendagens generation i at blive dygtigere.

Alligevel er der forskel på socialdemokratisk og liberal uddannelsespolitik. For at sikre den dygtigste generation nogensinde skal vi nemlig ikke tvinge dem igennem, men lade lysten drive værket. På den måde finder de unge bedst deres plads på det arbejdsmarked, de forhåbentlig i mange år fremover skal være en del af.

Vejen til arbejdsmarkedet er solid og relevant uddannelse, men når vi indretter uddannelsessystemet, skal vi kigge på, hvem vi egentlig indretter det for. Bør vi slække på kravene til gymnasierne og få flere igennem, eller bør vi sikre differentierede tilbud til alle? Uddannelse er så uendeligt bredt, og for hver uddannelse er der endnu flere læringsmetoder. Staten kan og bør ikke udbyde alle tilbud, men give mulighed for, at de selv kan blomstre op som ligeværdige alternativer til de etablerede tilbud, når efterspørgslen er tilstrækkelig stor.

Jeg tror på, at der er en uddannelse og en karriere til alle, hvis de får den rigtige undervisning. For at sikre dét er vi nødt til at skrinlægge diskussionen om højeste eller laveste fællesnævner og i stedet fokusere på pædagogik og indlæringsmetoder.

Hvis nogen i folkeskolen havde bedt mig om at lære 7-tabellen ved at hoppe rundt, havde jeg aldrig lært noget, og det er mit held. Ikke alle var imidlertid ligeså heldige som jeg. For lige meget hvilket tillægsord, vi giver den danske folkeskole, er vi ikke ens, og vi kan ikke rumme alt alle steder. I stedet for at sikre, at alle bliver lige, bør vi omfavne forskelligheden og give skolerne mulighed for hver for sig og i fællesskab at skabe rammerne for, at deres elever beredes den bedst mulige vej til at opfylde de standarder, der gælder for folkeskolens afgangseksamen.

Vi skal have det frie valg ned til mindste detalje. Det frie valg skal hjælpe den enkelte, ikke de internationale statistikker.

Lad os tro på individet – også på uddannelsesområdet. Lad os tro på guleroden frem for pisken såvel på arbejdsmarkedet som på vejen dertil.