En rigtig konge

Forestil dig følgende: En konge, en stor konge – både i bogstavelig og overført betydning. Han brygger verdens værste vin, men tvinger alligevel befolkningen til at drikke den, for han er jo kongen, så han bestemmer. Han er ond og arrogant, og egentlig fuldstændig ligeglad, for han er kongen. Han deltager kun i arrangementer, han synes, er sjove og spændende. Han rejser verden rundt for skatteydernes penge.
Men altså, han er jo også kongen. 

Hvert år på VU’s landsstævne er der er en uundgåelig debat om det danske kongehus.  Hvad gør det godt for? Er de i virkeligheden bare en flok samfundsnassere, og skulle vi egentlig ikke bare få os en præsident i stedet?

Når man læser ovenstående afsnit om en rigtig konge, kunne man nemt blive fristet til at konvertere til royalismen. Hvis prins Henrik var konge for eksempel. I stedet har vi fået serveret “Prinsen, der vil have kongen ned på jorden”, der optræder i de danske medier, som om han var en eller anden semi-kendt personlighed. Og det irriterer mig grænseløst. For så vil jeg heller ikke behandle ham og hans familie som andet og mindst af alt betale skat til dem.

Hvis man spørger mig, hvad det er, jeg har imod kronprinsen, plejer jeg at svare ”Han har ikke engang nogen hest”. Med det mener jeg, at de store konger i sin tid altid optrådte på en hest. Og eksempelvis Dronning Margrethes far nød at ride en tur igennem København for at befolkningen kunne hylde ham – og de elskede det. Og ham.

Hvad vi i dag har at gøre med, er en kongelig familie, der sætter deres børn i kommunale børnehaver og folkeskoler, fordi de er ”nede på jorden”. Hvis Frede-drengen hverken vil være noget særligt, eller for den sags skyld en rigtig konge, så synes jeg da vi skal indfri hans ønske. Jeg foreslår i så fald, at kongefamilien begynder at betale skat, bøder, flytter i lejlighedskompleks og vasker deres eget undertøj.

Vores kongehus er det ældste i verden – Mon ikke det så er ved at være gammelt nok?