Ghetto-debatten er løbet af sporet

Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens holdning.

Hen over sommeren er debatten om ghettoer taget til, senest efter en gruppe indvandrerdrenge stormede skadestuen på Odense Universitetshospital. Med det samme for VKO ud og krævede strengere straffe og mere lovgivning på baggrund af den påstand, at der var tale om et generelt problem, som ikke blot var 70 menneskers gale værk.

For at slå en ting helt fast: jeg støtter ikke disse menneskers vanvittige handling. Det er helt absurd, at noget sådant kan forekomme, og vi skal tage afstand fra det. I samme åndedrag skal vi imidlertid sige fra overfor den generaliserende tone, som udlændingedebatten alt for længe har båret præg af.

I stedet for at fare ud og kræve strengere straffe og stramninger i udlændingepolitikken skulle man i stedet se på, hvorfor disse mennesker gør, som de gør. Dette er ikke kun et integrationsproblem. Det er i endnu højere grad et socialt problem, som skiftende regeringer sammen bærer ansvaret for.

I takt med, at disse områder er blevet mere og mere forsømt, er utilfredsheden med samfundet steget betydeligt.

Det er denne utilfredshed, vi nu ser bryde ud i lys lue. Vi andre ville nok også reagere meget voldsomt, hvis vi følte os forhånet af landets politikere, der i talrige populistiske udmeldinger forsøger at generalisere og tale ned til denne lille andel af alle de indvandrere, som bor i Danmark.

Jeg betvivler ikke,  at der findes indvandrere, der virkelig holder vores demokratiske samfund for had. Tænk bare på drengene fra Blågårdsplads på Nørrebro. Men burde man ikke lade de sociale myndigheder håndtere tilfælde som dette? Drengene har jo tydeligvis masser af problemer i deres liv.

Det er lige præcis det, der er problemet i ghetto-debatten. Uanset, hvor beskidt tonen er, kommer man altid længst med den konstruktive dialog. Det er så let bare at trække udvisningskortet – for hvad med de utilpassede unge, der i 2008 i Kalundborg lavede hærværk og påsatte flere brande. Der var som bekendt etniske danskere blandt disse hærværksmænd – skal de også udvises?

Nej, det er vi alle enige om, at de ikke skal. Min pointe er den, at udvisning overhovedet ikke bevisligt har en dæmpende effekt på kriminaliteten. Faktisk kan man påstå, at de blot er med til at gøre ondt værre.

Jeg mener derfor helt enkelt, at vi som liberale skal stå sammen imod den skingre tone, der er opstået efter balladen i Vollsmose. Vi skal fremhæve den enkeltes personlige ansvar for sit eget liv – og den konsekvens heraf, at indskrænker man andres frihed, må man stå til ansvar for sine handlinger. Det er en liberal tilgang til ghetto-debatten.