671 dage senere …

Denne mandag havde VU Århus besøg af Bo Elkjær, manden der i 2003 vandt Cavling-prisen for sin dækningen af Irak-krigen og ikke mindst er kendt for sin ihærdighed for at få et interview med den tidligere statsminister, Anders Fogh.

Bo Elkjær udgav i 2008 bogen “Kære Statsminister – løgnen om krigen i Irak”.  I et uddrag af bagsideteksten på bogen beskrives hans egen synvinkel: Bogen er en systematisk gennemgang af, hvordan Bush, Blair og Fogh i 2003 trak verden ud i krig mod Irak på et grundlag af fortielser, løgne, forfalskede dokumenter og oplysninger fra tortur af krigsfanger. Kapitel for kapitel beskriver bogen hvordan statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller bevidst byggede et fuldstændigt falsk billede af Iraks masseødelæggelsesvåben som trussel mod verdenssamfundet.

Det var blandt mange andre ting dét, Bo denne aften var kommet for at fortælle os lidt om – både hele processen op til, og hvordan det var at sende spørgsmål til statsministeriet i ikke mindre end 671 dage i træk.

Bo lavede en hurtig rundspørge i lokalet, og det viste sig at der er mere end én journalist-spire blandt medlemmerne i VU Århus, hvilket jo sådan set ikke er overraskende når tallene viser at flere og flere unge gerne vil være journalister.

Overskriften for aftenen var ”politisk journalistisk”, og det på trods af at Bo Elkjær egentlig ikke har uddannet sig med den hensigt, men faktisk startede i sin tid på Ekstrabladet som freelancer for it-stoffet. Siden dengang er der sket mange ting, både for Bo selv, men også for den politiske journalistisk generelt. Og som så mange andre der arbejder med politik til daglig, var han også enig i at man i dag går meget mere efter manden end efter politikken, jagter den gode overskrift mere end den ekstraordinære historie – og at det er et problem.

I den forbindelse nævnte han også en kronik som blandt andre Søren Pind og Kasper Fogh står bag. Her taler de om at en presseombudsmand kan blive nødvendig i fremtiden, hvis journalistikken bliver meget mere person-fokuseret og nærgående. Og selvom Bo godt kunne se at det kan blive et problem med alt det overfladiske journalistik, mente han ikke at det er vejen frem. Hvad den i stedet er, er jeg bange for at vi må vente og se.

Alt i alt var de medlemmer af VU Århus, som havde overlevet julefrokosten, glade for at have set det politiske fra en anden vinkel end bare politikernes. For som Bo Elkjær selv sagde så er det en nødvendighed, så vi ikke lever i vores egen lille politiske osteklokke.

 

Hvem vogter vogterne? – Kronik af Kasper Fogh Hansen, Søren Pind, Gretelise Holm, og Anne Sophia Hermansen

Hvis man er interesseret, er Bo Elkjærs interview med Anders Fogh at finde i nedenstående link:

Hele Bo Elkjærs interview med Anders Fogh