Den nødvendige balancegang

Det er en vedvarende debat, hvori en liberal udlændingepolitik består. Er det liberale standpunkt at åbne grænserne og omfavne tilstrømningen af folk fra andre kulturer – jo flere, des bedre? Eller kan man tillade sig at sætte grænser for indvandringen og endda tage indvandrernes kultur i betragtning?

Vi er alle mennesker og har dermed alle naturgivne rettigheder. Der findes folk, som alvorligt mener, at retten til bl.a. arbejde og bolig skal betragtes som en menneskerettighed. Enhver selvstændigt tænkende liberal kan se, at det er nonsens – og hvis man som rigtig liberal ikke går ind for, at bolig er en menneskeret, som staten skal garantere, kan denne ret grundet sin ikke-eksistens heller ikke omfatte mennesker, der lever uden for vore grænser.

Når det fremgår klart af liberale principper, at staten eller samfundet ikke tilbyder gratis kost og logi til alle, kan man naturligvis heller ikke udlede et naturligt, rigtigt eller forkert antal af indvandrere ud fra liberale principper. Ingen har med andre ord ret til at bo et givent sted, inklusive inden for Danmarks grænser. Dermed kan den mængde af indvandring, som skal tillades, afgøres af andre og mere jordnære betragtninger. Eksempelvis betragtninger om det danske samfunds økonomiske, sociale og ikke mindst kulturelle bæreevne.

Desværre viser mønstrene fra tidligere indvandring, at den bliver en i hvert fald økonomisk uforholdsmæssig stor byrde for det danske samfund. Når 38 % af mænd og 51 % af kvinder med anden etnisk baggrund i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet (de tilsvarende tal for danskere er 17 % og 23 %), vidner det om, at integrationsindsatsen står overfor nogle massive problemer, hvis løsninger har lange udsigter – ikke mindst, når en meget stor del af danskere med anden etnisk baggrund bor i udsatte områder, de såkaldte ghettoer. En yderligere indvandring i større omfang af tilsvarende socioøkonomisk karakter vil følgelig blot bebyrde hele samfundet yderligere.

Dermed gør man ikke mindst de herboende indvandrere en tjeneste ved at begrænse den yderligere tilstrømning af denne type indvandring, så integrationsproblemerne ikke kommer ud af kontrol.

Indvandring kan imidlertid også bidrage til at løse Danmarks problemer. Eksempelvis er manglen på kvalificeret arbejdskraft til at holde den danske forsørgerstat oven vande mulig at afhjælpe med en øget tilstrømning af kvalificerede indvandrere. Det var netop et af kendetegnene ved VK-regeringens udlændingepolitik, at denne type indvandring blev fremmet.

Derfor bør vi stille krav til de udlændinge, som vil ind i landet. Det er der intet umenneskeligt i. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt der er plads til alle – det er der jo ganske enkelt ikke i sådan et lille land, som oven i købet deler så generøst ud af borgernes skattepenge. Men vi skal ingenlunde lukke os om os selv og frygte omverdenen. Vi har alt at vinde ved at få mennesker, som vil og kan forsørge sig selv, til landet – uanset herkomst og hudfarve.

Desværre har vi også alt at tabe ved at lade os forblinde af kulturrelativisme og øllebrødshumanisme og lade hvem som helst komme ind. Det kan koste os både vores økonomi, vores samfund og vores kultur.