Kollektive rettigheder versus lokaldemokrati

Der er vel ingen, som på nuværende tidspunkt ikke har hørt om sagen om det manglende juletræ på fællesarealerne i boligforeningen Egedalsvænge – en sag, som i visse kredse kaldes ”juletræs-gate.” Det er en sag, som har bragt sindene i kog mange steder. Nogle finder det helt utilstedeligt, at den kristne jul ej markeres, når der nu tidligere på året er afholdt en stor Eid-fest for muslimerne, angiveligt med hoppeborg og det hele.

At en gruppe utilpassede bøller har valgt at udøve hærværk mod journalister, som rapporterede om sagen, har desværre transformeret denne sag fra en principiel debat om omfanget af kollektive rettigheder versus lokale boligforeningers demokratiske beslutninger til en klassisk omgang ”se på de dumme muslimer,” som har fået nationalisterne til at slikke sig om munden og de korrekte til at holde sig for ørerne.

Denne uheldige drejning illustrerer, at der er betydelige integrationsproblemer i området, men det har som udgangspunkt næppe meget at gøre med juletræsaffæren. Den handler som sagt om en konflikt mellem kollektive rettigheder til beskyttelse af kulturel praksis og en lokal, demokratisk beslutning.

Ømme tæer
Som udgangspunkt burde vi som liberale ikke være i tvivl, for vi er naturligvis ikke tilhængere af, at man ignorerer demokratiske spilleregler, fordi nogen med ømme tæer forlanger særbehandling. Kollektive rettigheder til beskyttelse af kulturer er noget, som Fanden (med god hjælp fra godtroende tosser i fx FN) har skabt. Individet har naturgivne rettigheder; en gruppe kan ikke påberåbe sig sådanne.

Problemet er, at muslimske grupper i både ind- og udland med jævne mellemrum påberåber sig netop kollektive rettigheder, når de fx vil sidestille islamkritik med racisme eller ad andre veje modarbejde liberale værdier, som betragtes som anti-islamiske. Man kunne forestille sig, at havde en boligbestyrelse holdt jul og nedstemt Eid på så afvisende facon, ville racismen hurtigt kunne påberåbes, og menneskerettighedsorganisationer og radikale politikere på stribe ville straks stille med hele arsenalet.

Det tilkommer ikke mig at sige, om de konkrete muslimske bestyrelsesmedlemmer i boligforeningen Egedalsvænge ville reagere sådan. De virker bare som engagerede i deres nærmiljø, og det må altid bifaldes. Men det er der andre, der ville, og netop derfor er denne debat sværere, end den umiddelbart ser ud.

Stå fast på friheden
Vi liberale må bekæmpe ethvert forsøg på med nonsensrettigheder som disse kollektive rettigheder at knægte de fundamentale liberale principper om demokrati og individuelle frihedsrettigheder. Der skal være plads til alle, der har lyst til at bidrage positivt til det offentlige rum, men derfor skal vi også stå fast, næste gang islamiske eller alle mulige andre grupper her eller hist vil lægge frihedsrettighederne i lænker med hjemmel i kulturbeskyttelse eller racismebekæmpelse. Tag ikke fejl, særrettigheder og restriktioner er ikke tolerance, de er udtryk for det modsatte. Man bekæmper ikke racisme med tvang. Ægte tolerance vokser ud af et frit samfund med en fri debat, hvor friheden gælder for Loke såvel som for Thor.

Selv om jeg til fulde anerkender boligforeningens ret til selv at afgøre sådanne sager, vil jeg alligevel anbefale bestyrelsen i boligforeningen at omgøre sin beslutning.  Der er tilbudt masser af økonomisk kompensation fra flere sider, og julen er vigtig for os blege danskere. Den er ligesom Eid et kæmpe ædegilde – vi faster bare ikke inden.