Forbyd forbud!

Allerede fem minutter efter jeg er ankommet til ”The Big City”, kommer jeg forbi en demonstration. Det er gruppen 8marts, som opfordrer mig til at forbyde købesex.

En dame stopper mig og giver mig en brochure. ”Her! Så kan du læse mere om hvad vi står for”. Jeg svarer lidt kækt om det da ikke står på den flyer, jeg lige har fået stukket i hånden med den kæmpe overskrift, som lyder ”FORBYD SEXKØB NU”.

”Jojoooh, men der står MEGET MERE på vores hjemmeside! Og du skal bare skrive en masse læserbreve og blogindlæg om emnet! Jo flere der fokuserer på det, jo bedre!”

Som sagt, så gjort.

Jeg mener ikke, som med det meste andet i verden, at det løser noget som helst at forbyde os ud af situationen. Vi lever hverken i Nordkorea eller Hviderusland, så jeg kan ikke forstå mentaliteten med at alting bliver bedre, hvis vi bare forbyder folk at gøre de ting, de godt kan lide.

Hvis vi skulle følge den argumentation med at forbyde alt det, folk betaler sig fra, som man i teorien selv kunne klare, så skulle vi forbyde både privat hjemmepleje, rengøringshjælp, privatskoler – for slet ikke at tale om restauranter, skræddere, ja, egentlig også alle tøjbutikker, for i teorien kan man jo bare sy sit eget.

Et andet godt eksempel på at man tror, at forbud redder verden, er hele sagen omkring Vejlegaarden. Hvor 3F bliver sure på medarbejdernes vegne, fordi de ikke har en ”god nok” fagforeningen. Sagen var – og er – bare at personalet har det fint, og hvis de ikke har, så kan de sige op. Det samme bør gælde for de prostituerede.

For at vende tilbage til den lille flyer, som jeg nu sidder med i hånden, er et af de fint opstillede argumenter, at prostitution ikke er et arbejde. Og det er jeg sådan set enig i, forskellen er bare, at jeg ikke ønsker at forbyde det – men derimod at gøre det til et arbejde. Med fagforeninger, kontrakter og det hele. For det er sådan, vi skaber det bedste samfund, som så mange efterspørger.

 

Hvis man har lyst til at tjekke nogle af 8marts argumenter ud, kan det gøres på deres hjemmeside : www.8marts.dk

Bonusinfo: Grunden til at kvinden var så ivrig for at få mig til at kommentere på emnet, var fordi jeg gav hende ret i, at regeringen havde begået endnu et løftebrud. Et sted de fleste kan blive enige.