Madspild bliver til pengespild

Så er den igen gal med den økonomiske sans i Århus Kommune! Et flertal i byrådet bestående af Socialdemokrater, SF, Venstre, De Radikale og Enhedslisten er blevet enige om at arbejde hen imod, at kommunen skal tilstræbe at bruge 60 pct. økologiske produkter i de kommunale køkkener.

De økologiske varer er dyrere, men partierne dækker sig ind under, at der kan søges tilskud i en statslig pulje – og desuden skal kommunen efteruddanne personale i mindre madspild. Den efteruddannelse kunne altså også være givet, selvom det var ikke-økologiske varer og så kunne man have sparet penge, frigivet dem, eller i hvert fald brugt dem bedre, end på at bestemme hvilke varer, borgerne skal putte i munden.

Har Århus Kommune virkelig så mange penge, at vi skal prioritere økologi som en kommunal opgave? Der er ingenting, der hedder gratis penge og det skal man holde sig for øje, når man fører frelst symbolpolitik som dette.

/Lene Horsbøl