Det uambitiøse byrdestop

Jeg er ikke det mest diplomatiske menneske i verdenen og ej heller den største elsker af politikere og deres evindelige søgen efter det kompromis, der skal kunne spinnes til en sejr for Ekstra Blads-segmentet af den danske befolkning. Jeg var derfor ikke overrasket, da jeg i morges læste, at Lars Løkke foreslog et “byrdestop” på erhvervslivet – frem til næste valg. I substansen er det et yderst sympatisk forslag i en krisetid, hvor alt for mange ønsker, at “de rige svin” betaler deres del af “regningen”, som de ifølge nogens retorik selv har sørget for. Realiteten er dog selvfølgelig, at hvis venstrefløjstosserne som Gry Möger fik magt som de har agt, så ville der slet ikke være nogen velstand at omfordele. Det er mildest talt et nødvendigt tiltag og selve forslaget skal han ikke høre et ondt ord for. Til gengæld er der nogle andre ting, der kan tages fat på. Først og fremmest skriger det til himlen, at man som et liberalt parti skal gå ud og offentliggøre, at man er imod flere byrder på erhvervslivet, hvilket er en no-brainer for folk, der faktisk bekender sig til liberalismen hver dag i stedet for dem, der kun gør det, når det passer ift. meningsmålingerne. Et byrdestop er desuden alt for uambitiøst. Det er skattestoppet om igen, der blev omgået på så mange forskellige kreative metoder, at det aldrig kunne tages seriøst. Kæmp nu en seriøs kamp og kæmp for deregulering. Dernæst må jeg undre mig over, at man kun er villig til at mene dette frem til næste valg. Jeg husker kun alt for godt 00′ernes fejlslagne kulturkamp for de liberale værdier og troede faktisk naivt, at der var nye tider på vej. Der er lang vej igen.. Det måtte ikke blive dyrere at være dansker, hvis der skulle lægges Venstre-stemmer til var temaet engang. Så kom der et energiforlig af de helt dyre og så vendte man på en tallerken. Det må ikke ske igen. Ikke bare for den liberale kamps skyld, men i højere grad for Danmarks skyld.