Frihandel mellem USA og EU?

En del har det indtryk, at EU’s indre marked er en lukket kreds for de 27 EU-medlemslande, men sådan hænger det faktisk ikke helt sammen. I de seneste år har EU haft fokus på at åbne op for frihandel med andre lande i verden. Samhandlen med Sydkorea kan nævnes som en succeshistorie, da det faktisk har skabt øget fokus fra de omkringliggende lande, der handler med Sydkorea. Lige nu er forhandlinger mellem Japan og EU om en tilsvarende frihandelsaftale på et fremskredent niveau. Der er således mange forhandlinger og sonderinger i gang på området – men hvorfor er en bilateral frihandelsaftale mellem EU og USA nødvendig?

1) USA investerer mere i Europa end i noget andet land eller kontinent. Det betyder fra et amerikansk synspunkt, at det ikke kun gælder om at have gode aftaler med Kina – også Europa er en særdeles vigtig partner. Det forklarer, hvorfor de amerikanske økonomer og politikere er meget interesserede i de økonomiske udfordringer, Europa står over for: de to økonomier er i høj grad afhængige af hinanden. Forværres den økonomiske situation, vil det have en direkte effekt på den amerikanske økonomi.

2) EU’s medlemslande er i samme båd som USA. Begge er udviklede lande og har i vid udstrækning samme udfordringer, eksempelvis et udviklet marked, strukturelle problemer og det forhold, at de kun lige krydser den ”magiske” linje for vækst. Hertil kommer selvsagt muligheden for at tage ved lære af hinandens ”best practises.”

3) Ifølge flere økonomer kan en frihandelsaftale mellem USA og EU løfte begge parter ud af den økonomiske recession. For EU’s vedkommende kan der opnås en økonomisk vækst på 0,5 % af EU’s BNP.

4) Ydermere kan USA bistå EU i at blive mindre afhængig af fossile brændstoffer fra bl.a. Mellemøsten og Rusland. Op til 80 % af de fossile brændstoffer, EU forbruger, kommer netop derfra. Det er rent ud sagt tåbeligt, når eksempelvis USA’s gas er fem gange billigere end den, vi selv kan producere og køber udefra.

5) Det kan desværre konstateres, at der ikke kan opnås noget ved de multilaterale forhandlinger i G20 og i Doha. Derfor er det bilaterale forhandlingsniveau for øjeblikket vejen at gå, hvis der skal opnås resultater. Ved at stå styrket sammen kan vi i fællesskab presse på for øget frihandel på det multilaterale niveau, hvilket vil være langt sværere at få igennem uden en bilateral aftale.

Forhandlingerne går desværre ikke som smurt, da der er visse problematikker, der er svære at løse på en måde, som er tilfredsstillende for begge parter. Især præges forhandlingerne af en vis skepsis over for hinandens produktstandarder – altså de krav, der stilles til et givent produkt. Opretholdes de, vil det kunne opfattes som protektionisme – og skal de harmoniseres, er der naturligvis mange forskellige modeller. Derfor kan der fortsat opstå konflikter i forhandlingerne.

Ud over forskellige produktstandarder foreligger der an anden stor forhindring for en bilateral frihandelsaftale mellem EU og USA, som også bør nævnes, nemlig at EU’s indre marked i dag stadig ikke er komplet. Eksempelvis har vi intet reelt marked for den digitale handel i EU. Derfor skal opfordringen lyde, at det indre marked hurtigst muligt færdiggøres. Det i sig selv vil give en god vækstfremgang for EU, og det vil gøre nye bilaterale frihandelsaftaler enklere at indgå.

At EU i stigende grad åbner op over for resten af verden kan kun varmt roses, selv om undertegnede anerkender, at det ikke kan gå hurtigt nok. Det er ønskværdigt, at at man tilsvarende øger samhandelen med 3. verdenslande, da deres produktions- og omkostningsniveau kan give EU et økonomisk konkurrenceparameter, hvilket vil medføre, at vi forbrugere kan få bedre og billigere produkter. Dog skal vi holde os for øje, at bilaterale frihandelsaftaler med afrikanske lande kan være problematiske, da flere af dem oplever interne stridigheder, ustabile regimer m.m.