Liberal versus klassisk feminisme – er tiden vokset fra feminismen?

Indlægget er skrevet af Malene Bach, medlem af VU Århus.

Feminisme lever i bedste velgående i Danmark. Mange kvinder og selv nogle få mænd bekender sig til feminismen, og debatten om køn raser. Fronterne er trukket skarpt op, og centrale problemstillinger vedrørende prostitution, kvoter og barsel deler vandene. Mit indlæg vil primært dreje sig om den liberale feminisme, og hvad der specifikt karakteriserer den i forhold til den klassiske feminisme. Jeg ser ikke nogen modsætning mellem feminisme og liberalisme, så længe feminisme implicerer frihed for den enkelte kvinde til at bestemme over sit eget liv.

Den liberale feminisme er typisk repræsenteret ved initiativet Damefrokosten, hvor forskellige gæstebloggere skriver indlæg om alt, der omhandler køn, sex, liberalisme og feminisme. Dog findes der også prosexfeministerne, der har en positiv holdning til sex og porno, og som kæmper for sexarbejdernes rettigheder. Den klassiske feminisme kommer typisk til udtryk i organisationen Kvinfos arbejde og på diverse sider på internettet, såsom Mandfjols, hvis popularitet stadig er stigende.

Den liberale feminisme er centreret omkring en grundlæggende liberal tankegang, hvor staten kun bør spille en lille rolle i forhold til at regulere og kontrollere menneskers adfærd. Samtidig hylder den liberale feminisme kvinders ret til at bestemme over deres egne kroppe, hvilket i særlig grad kommer til udtryk i de liberale feministers holdning til prostitution, der opfattes som et privat og ikke et statsligt anliggende. Tankegangen kan føres tilbage til Locke og hans princip om selvejerskab, som betyder, at man ejer sin krop og selv må bestemme, hvordan man forvalter den. Sammen med retten til liv, frihed og ejendom udgør det en af de fundamentale frihedsrettigheder, som liberalismen forsvarer over for staten. Tænkerne inden for liberalismen betoner også den personlige frihed og friheden til at være fri fra andres indblanding – et princip, som de liberale feminister holder i hævd, idet de fastslår, at de prostituerede skal have lov til at bedrive deres fag frit.

I modsætning til den liberale feminisme arbejder den ’klassiske feminisme’ ud fra en socialistisk-marxistisk tankegang, hvor kvinder anskues som ofre for patriarkatets dominans i samfundet. Derfor forsvarer de klassiske feminister reguleringer af borgernes adfærd, og de er typisk fortalere for et forbud mod prostitution, øremærket barsel og kvotelovgivning. De tænker inden for en mere kollektivistisk ramme, idet de kræver, at staten skal gribe ind over for prostitution, og ansvaret bliver her ført over på fællesskabet og staten frem for den enkelte.

I min optik er den klassiske feminisme ikke fulgt med tiden, idet den hænger fast i marxistisk tankegods, som ikke uden videre kan appliceres på vores moderne samfund, der er meget mere differentieret og komplekst, end disse teorier kan indfange. Feministerne prøver febrilsk at føre alle tendenser i samfundet tilbage til disse bagvedliggende principper og strukturer og overser nuancerne. Som et modeksempel kan anføres, at kvindelige værdier præger store dele af vores skolesystem, og at nogle ligefrem taler om, at der finder en ’feminiseringstendens’ sted inden for samfundet. Hvorvidt dette er tilfældet, vil jeg ikke diskutere i dette indlæg, men jeg tillader mig at konstatere, at der også lyder andre røster, som er kritiske over for feminismens indflydelse i samfundet. De bliver typisk beskrevet som antifeminister og misogynister af feministerne, som afviser enhver kritik af den feministiske dagsorden. Som jeg ser det, har den klassiske feminisme spillet fallit på mange områder, da der er en tendens til at umyndiggøre kvinder og reducere dem til ofre. Den bagvedliggende tankegang hos feministerne er, at kvinder ikke er i stand til at træffe fornuftige valg, når det gælder deres egen seksualitet, hvilket er en meget formynderisk og patroniserende holdning i mine øjne. Dette er et af de største problemer ved feminismen, da den foregiver at ville varetage kvinders interesser, men i virkeligheden modarbejder deres ret til at udøve deres seksualitet uden indblanding fra statens eller moralisternes side. Der er brug for en ny feminisme, som respekterer denne ukrænkelige frihedsrettighed, nemlig kvinders ret til at bestemme over deres egne kroppe. Et andet aspekt, der også er problematisk ved denne form for feminisme, er dens krav om særbehandling i form af kvoter, som strider i mod hele ligestillingstankegangen. Jeg anerkender, at feminismen har bragt os langt i forhold til kvinders rettigheder, men hvis feminismen ikke skal blive forældet og ligegyldig, er der brug for at gentænke disse emner inden for en ny diskurs. Kvinder har brug for feminismen – men spørgsmålet er, om tiden ikke er vokset fra den klassiske feminisme?

Som liberal feminist og medlem af VU kan jeg umuligt forsvare et forbud mod prostitution, da det ville være en stor krænkelse af kvinders basale frihedsrettigheder og et brud på den liberalistiske tankegang om individers autonomi og evne til at træffe frie valg, der vedrører deres eget liv. Samtidig er jeg stor modstander af kvoter, da jeg mener, at man derved favoriserer kvinder på bekostning af mænd, hvilket er et brud på hele ideen om lighed mellem kønnene – derved begår man sig skyldig i den samme fejltagelse, som man anklager patriarkatet for at udøve. Principielt bryder jeg mig heller ikke om tanken om øremærket barsel, da jeg er af den opfattelse, at familierne selv skal have lov til at indrette sig, som de ønsker, uden indblanding fra statens side, og jeg mener, at hele tanken om statslig fordeling af barslen er forfejlet og et overgreb på familiens ukrænkelighed. Som allerede nævnt er der ingen modsætning mellem liberalisme og feminisme – og jeg er liberal feminist, fordi jeg ønsker at værne om kvinders ret til deres egne kroppe, ligesom jeg nærer tillid til, at den enkelte kvinde bedst ved, hvad der er rigtigt for hende. Jeg vil til enhver tid kæmpe for disse frihedsrettigheder og for kvinders ret til at udøve deres seksualitet på egne præmisser. Derfor mener jeg, at feministerne har svigtet kvindekampen, da de burde værne om disse rettigheder frem for at bekæmpe dem. Derfor er jeg liberal feminist.