Advarsel

AdvarselDette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 14/3 – 2013.

Forleden indledte regeringen forhandlingerne om en vækstplan, som skal styrke Danmarks økonomi. Planen sælges at regeringen som en nødvendig plan – en hård, men nødvendig medicin.

Jeg kalder planen sund fornuft. Dermed ikke sagt, der ikke er plads til forbedringer i udspillet, ingen tvivl om det.

Venstre modtager også regeringens udspil med begejstring, og ja, det må siges, at indholdet af vækstpakken i hovedtræk er rimelig pænt, men der er altid plads til forbedringer, justeringer og ændringer. Alle har hver sin mening, og nogle har mere ultimative krav end andre, men fred være med dét.

For nylig har Dansk Socialdemokratisk Ungdom advaret dens regering mod at nedsætte det offentlige forbrug for at finansiere en lavere selskabsskat. Hvad DSU her foreslår, er klassisk socialdemokratisk politik. Det har jeg ikke noget imod, socialdemokratisk politik skal selvfølgelig føres af nogle. Men der, hvor det går galt for de unge socialister, er, når de skal lave økonomiske forudsigelser og beregninger på fremtiden.

DSU påstår nemlig, at en lavere beskatning af virksomhedernes overskud ikke vil øge investeringer i fremtiden. Hvordan hænger de beregninger sammen? Det undrer jeg mig over. Flere penge hos virksomhederne må da betyde flere investeringsmuligheder, som f. eks. at udvide produktionen og derved skabe flere arbejdspladser.

Netop arbejdspladser og fremtidsløsninger havde jeg da indtryk af, at DSU gerne ville være med til at sikre. Men endnu gang viser det sig, at de røde partier ikke vil føre ansvarlig økonomisk politik.