Sundhedspolitik – er det statens eller din krop?

Dette indlæg er skrevet af Malene Bach, medlem af VU Århus

’’Hånden på hjertet, så elsker jeg stegt flæsk – jeg skammer mig helt over at sige det (Dahlager 2001)’’.

Dette citat er taget fra en analyse af dansk sundhedspolitik i 00’erne af Lise Dahlager, og det illustrerer, hvordan sundhedspolitikken fylder mere i den enkeltes bevidsthed, og at det at være usund bliver forbundet med skyld og skam. På samme tid er sundhed et emne, der ofte bliver taget op i medierne og af politikerne, der kræver handling på området. Nogle teoretikere taler ligefrem om et decideret sundhedsregime, der kontrollerer befolkningens sundhed med hård hånd. Sundhed er selvfølgelig et vigtigt anliggende for os alle, og staten har en interesse i at styrke befolkningens sundhed for at sikre fremtidig arbejdskraft og undgå overbelastning af sundhedsvæsnet. Det er der sådan set ikke noget galt i, så længe det ikke tager overhånd.

Inden for det seneste årti har vi været vidne til en udvikling hen i mod øget kontrol af befolkningens adfærd, flere forbud og afgifter på usunde fødevarer. Aarhus kommune har for nylig indført et totalforbud mod rygning, som gælder for alle offentligt ansatte. Der findes mange andre eksempler på, hvordan sundhedspolitikken griber mere ind i den enkeltes liv. Naturligvis er det en balancegang mellem statens og individets interesser, men som liberal er jeg på vagt over for denne tendens, da jeg mener, at sundhedspolitikken er blevet for altomfattende.

Sundhedspolitikken griber ind på områder af livet, som før var ukrænkelige. Politikerne mangler en grundlæggende respekt for den enkeltes evne til at træffe valg for sit eget liv, som også inkluderer de usunde af slagsen. Heri opstår der et dilemma, for indenfor sundhedspolitikken forsøger man at ændre adfærden hos den befolkning, hvis personlige integritet og selvstændighed, man samtidig hævder at repræsentere (Dahlager, 2001). Jeg mener, at denne grænse mellem staten og individet har forrykket sig i en forkert retning, som i sidste ende er til skade for den enkelte. Dette overdrevne fokus på sundhed fører til en sygeliggørelse af ellers raske individer, idet sundhedspolitikken konstant indpoder skyld og skam i det enkelte menneske over ikke at være sund nok. Som nogle teoretikere påpeger, er der en slående mangel på debat om, hvad sundhed egentlig er, men alle er enige om, at vi skal have mere sundhed. Mit ærinde er ikke at rulle al sundhedspolitik tilbage, men jeg ønsker at mane til eftertanke om, hvorvidt det er denne retning, vi som samfund ønsker at bevæge os i, og hvordan det stiller individet i denne sammenhæng. I sidste ende er det vores egen

beslutning, hvorvidt vi vil ’’æde eller drikke os ihjel’’, og ikke en samfundsmæssig beslutning, som Lene Koch, lektor i etik og videnskabsteori, påpeger i en artikel (Koch, 2007). Jeg vil opfordre politikerne til at udvise besindelse over for disse sundhedsmæssige styringsformer og politikker, da jeg mener, at vi som individer selv er herrer over, hvad vi gør med vores egne kroppe, og at staten skal respektere borgernes frie valg. Ellers ender vi med at bringe den personlige frihed og vores kropslige integritet i fare. Der er brug for en debat om sundhedspolitikken og dens grænser – samtidig er der måske behov for et bredere syn på sundhed, som også inkluderer sociale faktorer og livskvalitet. Det vil jeg sådan set ikke tage stilling til her, men jeg vil opfordre politikere og meningsdannere til at kaste et kritisk blik på sundhedspolitikken og vurdere, om ikke man er gået for langt i sine bestræbelser.