Vil Løkke være en stor leder?

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

At night I get down on my knees and pray
Our love will make that other man go away
But he’ll never say goodbye
Two faces have I

Sådan synger Bruce Springsteen på den ikoniske 80’er-rockplade ”Tunnel of Love.” Sangen, der på den oprindelige lp-udgivelse er nr. 2 på pladens B-side (eller 2. side, om man vil), hedder slet og ret ”Two Faces.” Denne tveansigtethed er en metafor, der i mere eller mindre konkrete fysiske variationer (cf. Batmans ærkefjende, Two-Face, hvis øgenavns oprindelse prima facie er indlysende) har huseret i den vestlige kultur i hvert fald siden den romerske gud Janus.

I antik romersk mytologi er Janus gud for begyndelser og afslutninger, indgange og udgange. Janus Bifrons, som han retteligen kaldes, har lydt dette navn, efterdi man har forestillet sig og afbildet ham således, at han har to ansigter. To ansigter, hvoraf det ene uafladelig betragter fortiden, medens det andet ligeså utrætteligt har fæstnet blikket ved det, der endnu ikke er hændt.

Et dovent fraværende forsøg på at skabe overblik over de aktuelle nyheder bød i denne uge på et interview med Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen. Et interview, der ved første øjekast i al almindelighed er usædvanlig ringe, både på grund af dets lidet substantielle karakter og som følge af de retoriske umuligheder, partilederen forsøger, da han skal forsvare sig imod de beskyldninger om zigzagkurs, Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl har viklet ham ind i kort forinden.

”Vi har ikke skiftet holdning, vi har skiftet standpunkt,” påstår Løkke og belærer derpå den tydeligvis måbende journalist om, at der skam er ”kæmpestor forskel” på de to ord, der hurtigt kan vies til en synonym tilværelse ved et par nærmest overflødige ordbogsopslag.

Påstanden om, at Venstre ikke har skiftet holdning i verserende diskussioner om randzoner, heldagsskoler og erhvervsskattepolitik, er åbenlyst nonsens. Ligeledes er det klart for enhver, at partilederen ikke er blevet vederhæftigt forberedt på at besvare de spørgsmål om disse holdningsskift, der før eller siden uundgåeligt skulle følge af partiets egen revselse af den røde regerings løftebrud. Imidlertid er dén gåde en sfinx værdig, hvorfor han ikke blot affærdigede kritikken med den enkle og ufarlige indrømmelse, at jovist – Venstre er skam blevet klogere! De omtalte holdningsskift er nemlig fuldstændig uproblematiske i den forstand, at de alle kan læses i logisk forlængelse af den højredrejning, partiet har foretaget, siden Rasmussen tog over efter Rasmussen, da sidstnævnte fik et tilbud, han ikke kunne takke nej til.

Gør man sig den ulejlighed at betænke, hvad man – om ikke i gymnasiet, så i naturligt selvstudium på et senere tidspunkt – har erfaret om den antikke romerske mytologi, er knuden dog snarere gordisk af navn end af gavn.

Ligesom den romerske gud Janus har Lars Løkke Rasmussen (uden sammenligning i øvrigt) to ansigter. Et, der i næsegrus beundring uafladelig vender imod fordums vældige gerninger – Anders Fogh Rasmussens overvældende politiske succes, hvis politisk-strategiske årsag kan sammenfattes i det slagfærdige ord ”kontraktpolitik” – og et andet, der vender imod fremtidens på én gang kolossale og fuldstændig uomgængelige potentiale for politisk forandring, ikke mindst et med længsel ventet magtskifte efter næste valg.

Løkke er med andre ord ikke et øjeblik i tvivl om vigtigheden af at bevidstgøre befolkningen om de talrige og omfattende reformer, de kommende år – helst med ham selv som rorgænger – byder på. Ikke desto mindre spøger kontraktpolitikkens markante politiske sejre tilsyneladende endnu, og Løkke tvivler i sit stille sind på, om den danske befolkning igen er moden til politiske ledere, der erkender Jens Otto Krags eviggyldige visdom og tør indtage ikke at forglemme indrømme og forfægte nye holdninger, efterhånden som verden skifter ham omkring dem.

Det er på tide, at forandringens paradigme afløser konstansens i dansk politik. Vil Løkke være en stor leder, må han krænge sit ene ansigt af.