Længe leve ytringsfrihed

I Danmark er der generelt konsensus om ytringsfriheden, som værende et fundament for vores samfund og vores demokrati. Allerede i midten af 1800-tallet blev ytringsfrihed gjort til en lovfæstet rettighed, da Danmarks Riges Grundlov blev vedtaget, og der blev skrevet følgende i paragraf 77: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker” – men er det stadig en kendsgerning?

Tilbage i september 2005 bragte Jyllandsposten en række tegninger, som blev kritiseret for at være en krænkelse af profeten Muhammed. Tegningerne skabte stor røre, hovedsageligt i de muslimske kredse, hvor modstanden mod tegningerne var store. I flere islam-dominerede lande blev Dannebrog brændt af og sågar blev en dansk ambassade i Mellemøsten angrebet og senere nedbrændt af muslimske fundamentalister. Skulle disse karikaturtegninger nogensinde være blevet tegnet og skulle daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen have sagt undskyld?

79 procent af danskerne mener ikke, at Anders Fogh skulle undskylde for at udøve vores rettighed til at tegne de omdiskuterede tegninger. Og det er indlysende, at den daværende statsminister selvfølgelig ikke skulle undskylde for, at vi brugte vores grundlovssikrede rettigheder. Men hvad i alverden kan vi dog bruge den sag til i dag? Hensigten er ikke at hælde benzin på et bål, hvor gløderne stadig er varme, men at sætte konflikten i relief til en anden sag om ytringsfrihed.

I 2010 støttede 69 % af Danmarks befolkning staffelovens paragraf 266b. 266b er ynkelig lovgivning, som begrænser vores ytringsfrihed i racismebekæmpelsens navn. Paragraf 266b er bedre kendt under navnet racismeparagraffen, som lyder: ” Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år”. Loven er absurd i forhold til ytringsfriheden, da det er en klar begrænsning af vores ret til at ytre os frit.

Lars Hedegaard var anklaget for racisme jf. racismeparagraffen, hvor han udtalte, ar piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far. Den udtalelse er absurd, generaliserende og ude af trit med virkeligheden, men hvorfor skal Lars Hedegaard forhindres i at gøre sig selv til grin og udstille sig selv som uvidende? Jeg er overbevist om, at den form for udtalelser kan befolkningen godt ræsonnere sig frem til som værende usande. Så længe det danske folk kan ræsonnere over politiske ytringer og stille spørgsmålstegn herved, så længe skal vi ikke frygte for ytringsfriheden, så længe er en racismeparagraf blot en hindring for ytringsfriheden og ligegyldig lovgivning.

Vi er desværre på vej i den modsatte retning. Hvis vi bibeholder racismeparagraffen, giver vi ikke længere befolkning mulighed for at ræsonnere over tåbelige ytringer. Hvis den politiske ræsonnering forsvinder, så er vores demokrati i fare og skulle det komme så vidt, vil man i bagklogskabens ulidelige klare lys se konsekvenserne af racismeparagraffen og konsekvenserne af en indskrænket ytringsfrihed.

Det tankevækkende er, at under Muhammed-krisen mente 79 procent af den danske befolkning, at vi skulle værne og beskytte vores ytringsfrihed, det har senere hen ændret sig, da 69 procent støtter racismeparagraffen, som begrænser vores ytringsfrihed. Fjern racismeparagraffen og beskyt vores demokrati mod nytteløs og farlig lovgivning.