De gode hensigters tyranni

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

“A foolish friend may cause more woe
Than could, indeed, the wisest foe”
– La Fontaine

Endskønt GGGI-polemikken har huseret i dagspressen igennem flere måneder, er sagens mest interessante spørgsmål stort set ikke diskuteret. Det er nemlig ikke Lars Løkke Rasmussen, som har overholdt gældende rejseregler og endda på eget initiativ ændret dem, fordi han fandt dem for ekstravagante. Det er heller ikke Christian Friis Bach, som formentlig er blevet misinformeret af sine embedsmænd. Nej, det interessante spørgsmål er i virkeligheden, om vi i det hele taget bør bruge skattekroner på et udviklingspolitisk projekt, som det er praktisk talt umuligt at dokumentere resultaterne af? Og hvor mange andre projekter med samme luftige karakter modtager aktuelt dansk støtte?

I et tillidssamfund som det danske er den oplagte kortslutning, at dét er der formentlig styr på – GGGI må være en enlig svale. Adskillige studier har imidlertid for længst desavoueret denne tillids grundlag. Professor emeritus ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, Martin Paldam, viste eksempelvis i 2008 en effekt lig nul af de daværende danske udviklingsprojekter. Flere afrikanske forskere – blandt andre Harvard-økonomen Dambisa Moyo – har i de senere år bekræftet Paldams resultater og advaret imod de talrige tilfælde, hvor udviklingsbistand enten ikke har nogen effekt eller ligefrem skader udviklingen af stabile politiske, økonomiske og juridiske institutioner.

Også på andre politiske ressortområder er eksemplerne på projekter, der modtager offentlig støtte, uden at nogen som helst virkning kan eftervises, desværre legio. Et aktuelt eksempel er de penge, der op til kommunalvalget er spenderet på en landsdækkende kampagne for at øge valgdeltagelsen.

Den franske intellektuelle Jean de la Fontaine skrev i 1700-tallet en mængde fabler – satiriske dyrefortællinger, der på fabulerende (deraf genrebetegnelsen) vis udstiller alskens menneskelig dårskab.

I en af de fabler, jeg holder mest af, knytter en bjørn venskabsbånd med en gartner. På en fælles vandretur lægger han sig til hvile under et træs svalende skygge for at tage en lur. På ulyksaligste vis forstyrres søvnen af et par fluer, som uafladelig sværmer om ansigtet, sætter sig på næsen og i ørerne. Bjørnen, der er et godmodigt og taknemmeligt væsen, vil naturligvis gerne hjælpe sin nye kammerat og forsøger derfor at klaske fluerne med en tung sten. Det er svært, for de bevæger sig hurtigt, men da de et øjeblik sætter sig til rette på gartnerens pande, leverer den endelig en eftertrykkelig kraftpræstation af et bjørnedask. En flue omkommer – tillige med en sagesløs, trygt snorkende mand, der forbløder under træets skygge, medens bjørnen fortvivlet ser til.

Til alt held er der meget at sige til den formastelige bjørns forsvar. Det er tydeligt for enhver, at den handlede af lutter godhjertethed – og det er som bekendt tanken, der tæller. Måske kan man endog på bjørnens vegne under påberåbelse af god tro henvise til, at actus non facit reum nisi mens sit rea – det stakkels dyr må gå fri, thi det vidste ikke, hvad det gjorde! For den uskyldige, der blev dræbt på stedet af bjørnens uforsigtighed, er der tværtimod ingen kære mor. Selv de bedste hensigter reddede ham ikke.

Akkurat ligeså forholder det sig med de mange velgørende udviklingsprojekter, der i dag modtager offentlig støtte uden at levere de resultater, der burde kræves. I en fjern utopi, hvor de rette hensigter alene kunne forandre verden, ville ingen mand dø ved ubetænksomme bjørnes hænder, og enhver skattekrone uddelt af et godt hjerte ville uden videre palaver omsættes i behørig glæde og gavn. Spørgsmålet er da, hvorfor der ikke er flere, der tør påtale, at det ikke er den virkelighed, de kender?

Vor egen nationaldigter, H.C. Andersen, har i en berømmet fortælling, der godt nok ikke kan karakteriseres som en fabel, men indskriver sig i den ligefuldt fabulerende eventyrtradition, beskrevet, hvordan en pyntesyg kejser lod sig narre til at investere i tøj, der ikke eksisterede, for at han kunne procedere i det. En skinbarlig absurditet, skulle man synes, men ikke for kejseren. Med kløgt og snilde har nemlig de udspekulerede luftskræddere forinden bildt ham ind, at dem, der ikke kan få øje på de prægtige klæder, er dumme og uduelige i deres embede – og så vover naturligvis ingen sige højt, at kejseren spankulerer omkring in puris naturalibus, som Vorherre har skabt ham.

I diskussionen om udviklingsbistanden er det ikke svært at udpege de listige luftskræddere som venstrefløjens perfide moralister, der med henvisning til alt fra den barmhjertige samaritaner til menneskerettigheder proklamerer allehånde skurkagtighed og dårligdomme iboende dem, der fordrister sig til at sætte spørgsmålstegn ved bistandskronernes anvendelse. Dem, der ikke vil hjælpe Afrika, er egoistiske, hjerteløse pengepugere. Dem, der ikke kan se de prægtige klæder, duer ikke til deres embede!

Med H.C. Andersen in mente giver det heldigvis næsten sig selv, hvordan dette de gode hensigters tyranni gendrives bedst: “Jamen, de har jo ikke noget tøj på!”