Er de nogensinde indenfor i Ukraine?

De seneste uger har budt på demonstrationer i den tidligere sovjetrepublik, Ukraines hovedstad, Kiev. Demonstranterne kræver at Viktor Yanukovych, sejrherren fra præsidentvalget i 2010, øjeblikkeligt trækker sig fra sit embede. Demonstrationerne er i gang for hvad der nærmer sig 4. uge, og skal man bruge Ukraines historie som rettesnor, begynder man unægtelig at se konturerne til endnu en ”Orange Revolution” – Men hvem har egentligt den demokratiske ret på sin side, og hvordan skal Europa forholde sig til konflikten?
______________________________________

Viktor Yanukovych er en dreven politiker og en kendt spiller i det politiske liv i Ukraine. Efter at have tjent som premiereminister i 2002 til 2004, stillede han i 2004 op som præsident og blev i første omgang erklæret valgt. Valget endte dog med at blive erklæret ugyldigt, grundet massiv valgsvindel til fordel for Yanukovych, der havde den afgående præsidents støtte, og som også reelt var tæt på at have et flertal bag sig grundet sin stærke støtte fra landets russisk orienterede sydøstlige regioner.

Efter massive folkelige protester i det, der refereres til som ”Den Orange Revolution” måtte Yanukovych gå af, og i det efterfølgende omvalg vandt den mere europæisk indstillede koalition mellem Yushchenkos ”Vores Ukraine” og Yulia Tymoshenko-blokken en snæver valgsejr. Dengang skrev den vestlige presse om Ukraines vej mod demokratiet, og den håbefulde befolkning samledes til store manifestationer foran parlamentsbygningen i Kiev. Imidlertid lykkedes det ikke at skabe de liberaliseringer og fremskridt i Ukraine, som der var forhåbninger om, og koalitionen måtte i 2010 se sig slået af Yanukovych, som denne gang vandt en demokratisk valgsejr. Med til historien hører dog at Yanukovych siden i nogen grad er gået til angreb på pressefriheden og har sat sin politiske hovedmodstander Yulia Tymoshenko i fængsel. Så nogen decideret demokrat er han næppe.

Demonstrationerne i Ukraine tager først og fremmest deres afsæt i Yanukovych og hans regerings ”nej” til en samhandelsaftale med EU. Det tegnede ellers til at aftalen kunne blive en realitet, og man har fra EU’s side ønsket at indgå en aftale, og den diplomatiske strid om Tymoshenkos fængsling har fået lov at glide i baggrunden. Som så mange gange før, kom Putin og Rusland dog i vejen. Rusland er Ukraines største eksportmarked og har således gennem handelsblokeringer og trusler kunne presse Ukraine til i sidste øjeblik at trække sig ud af aftalen på topmødet i Vilnius for få uger siden.

Konflikten er eskaleret i de seneste dage, hvor politiet tilsyneladende er blevet sat ind overfor demonstranterne, og selvom oppositionens nuværende ledere langt fra er de rene engle, viser demonstrationer at befolkningen ønsker demokratiet nok til at blive på gaden selv når styrets håndlangere søger at tvinge dem væk. At de er trætte af halv-diktatoriske, korrupte statsledere, som vælger Putins Rusland frem for EU. Og vigtigt nok endnu viser demonstrationerne at befolkningen godt ved, at frihandel for dem er vejen ud af fattigdom.

Frem for alt viser demonstrationerne i Ukraine dog én ting. Befolkningerne i de gamle Sovjetrepublikker sætter deres håb og lid til friheden, Vesten og Europa. Vi må ikke lade dem i stikken. Vi er nødt til gennem EU, Nato og gennem vores eget udenrigspolitiske engagement at blive ved med at presse på for åbenhed, demokrati og frihandel. Det skylder vi et område, der led så meget under kommunismen og den totalitære stat.