Så tag dog ansvar!

I går gik Facebook, Twitter og frem for alt nationen! på Ekstra Bladet i selvsving over en video fra 25-årige Mille, der grædende klagede sin nød over, at hun bliver ramt af de nye regler for gensidig forsørgelsesret. De nye regler betyder, at hvis et kærestepar bor sammen og den ene part tjener mere end 23.000 kroner om måneden, så er den anden part ikke længere berettiget til kontanthjælp. Dette rammer Mille, der mister sin kontanthjælp, da hendes kæreste netop tjener mere end 23.000 kroner om måneden. Og siden Mille og hendes kæreste har faste udgifter for 16.000 kroner, bryder hun ganske enkelt sammen over konsekvenserne.

Denne artikel har ikke til formål at udstille eller sparke til nogen, men skal bare tjene som et opråb til at se tingene i de rette proportioner. For det virker da mærkeligt at sidde med faste udgifter for 16.000 kroner hver måned, når man er på kontanthjælp. Det har jeg som SU-modtager i hvert fald svært ved at forstå, hvordan det kan lade sig gøre. Desuden har kæresten en indtægt på mere end 23.000 kroner om ugen, hvilket Mille i den grad bør være taknemmelig for, da det bestemt er en løn, der burde kunne forsørge både ham selv plus kæreste.

Alle proportioner er sprængt, når et par med faste udgifter på 16.000 kroner og en indtægt på 23.000 kroner om måneden kan gøre sig selv til ofre. Det dybereliggende problem er ikke tallene, men indstillingen. Og det er desværre en generel indstilling, der deles af stadig flere borgere. Når danskerne kommer i problemer – lad det være sig af den ene eller anden art – så er det ikke længere naturligt, at man spørger sin nærmeste familie om hjælp. Det er desværre også de færreste, der finder det naturligt at henvende sig til sin vennegruppe eller sit lokalområde. Nej, når danskerne kommer i problemer, så henvender de sig til staten – altså alle os andre. Den almindelige dansker synes, det er pinligt eller uforskammet at belemre sin familie med deres problemer, men at trække på fremmede menneskers penge er bestemt ikke noget problem. Det bliver taget for givet, at staten altid er klar med en gavebod, og det glemmes, at de penge ikke er groet på træerne, men er taget fra lommerne på hårdtarbejdende danskere.

Vi er nødt til at acceptere det faktum at staten som udgangspunkt ikke har nogen penge. Staten har kun de penge, som er opkrævet fra andre mennesker. Derfor er vi nødt til at vise respekt for de penge, da de netop er taget fra vores hårdtarbejdende medborgere. Så selvfølgelig skal et par, der bor sammen, forsørge hinanden såfremt den ene har et godt betalt arbejde. Vi er nødt til at tage ansvar for hinanden i vores lokalområde, inden vi løber til staten og kræver penge fra fremmede menneskers lommer. Det er sund fornuft og rettidig omhu.