Væksten gror ikke ud af Christiansborg

”Væksten kommer næste år”

”Opsving i vente”

”Danmark kommer ud af krisen i 2013”

Økonomerne er ikke blege for at kigge ind i krystalkuglen og give et bud på fremtidens vækst i dansk økonomi. I sidste uge offentliggjorde Danmarks Statistik væksten i dansk økonomi i årets 3. kvartal.

Som ventet svingede økonomerne sig i loftslamperne, mens de proklamerede, at en vækst i Bruttonationalproduktet (BNP) på 0,4 pct. var bedre end ventet – og det kan man jo ikke argumentere imod, når deres bud var 0,3 pct.

Ser man nærmere på, hvad der har drevet væksten, er det klart, at det hovedsageligt er dansk eksport, som trækker lokomotivet. Den såkaldte lagerforøgelse bidrager også væsentligt. Lagerforøgelse er i bund og grund en opgørelse over hvor meget, virksomhedernes samlede lagre er vokset eller faldet. En vækst baseret på voksende lagre kan både være godt og skidt. På den ene side kan man ræsonnere sig frem til, at virksomhederne må have en forventning om, at de i fremtiden vil kunne sælge de varer, de har på lager lige nu. Det kan betyde, at vi kan se frem til en positiv effekt på væksten.

Omvendt kan der være en mere tarvelig forklaring på virksomhedernes voksende lagre: De kan ikke sælge det antal varer, de havde forventet.

Det ser til gengæld skidt ud, at det private forbrug er faldet. Det er skidt, fordi det tyder på, at forbrugerne ikke har tillid til økonomien.

Politikerne har forsøgt at skabe tryghed for forbrugerne med mange indgreb. Problemet er, at de samme uendelig mange indgreb gør det stik modsatte. Hvis du ikke aner, om den kommende kontanthjælpsreform er finansieret med en afgift, som mangedobler prisen på din brænde eller fører til, at din arbejdsplads må reducere i medarbejderstaben, giver det ikke økonomisk tryghed til f.eks. at investere i en ny bil.

De seneste tal for BNP-væksten viser klart, at argumentet, at det kan betale sig at holde beskæftigelsen kunstigt oppe, fordi det bidrager til væksten i Danmark, ikke holder. Folk bruger jo tydeligvis ikke flere penge. Det viser bare, at politikerne måske kan dæmpe kriser, men de kan ikke løse dem – specielt ikke kriser, som er bygget på manglende tillid.

Det er også vigtigt at understrege, at man ikke skal sikre forbrug for forbrugets egen skyld. Om man sparer sine penge op eller bruger dem på hårde hvidevarer og smøger, det skal være bestemt af ens egne ønsker og behov, ikke behov skabt af politikerne gennem lave renter og offentlige investeringer.

Sidstnævnte kan faktisk blive starten på en ny krise, fordi det kan sende signaler til erhvervslivet om, at der er et marked for produkter, som reelt ikke eksisterer. Virksomhederne er jo ligeglade med, hvad der ligger til grund for forbruget. De producerer varer til den efterspørgsel, som findes her og nu. Hvis efterspørgselen er kunstigt skabt gennem politiske reformer, kan virksomhederne ende med at producere varer, som forbrugerne faktisk ikke efterspørger.