Er EU demokratisk?

Hvorvidt EU-samarbejdet og EU som politisk institution er demokratisk er et spørgsmål der med jævne mellemrum dukker op, uden at nogen rigtigt har et svar. Problemet med et sådan svar er nemlig, at det kræver at vi først bliver enige om, hvad demokrati er for en størrelse. Nu kunne det jo være fristende blot at svare ”flertallet bestemmer”, men en sådan forsimpling af demokratiet hjælper os desværre ikke videre. Det har muligvis været så simpelt engang, men i en mere og mere kompleks verden bliver også demokratiet noget flydende begreb. Moderne demokrati består nemlig også af grundlovssikrede rettigheder som retten til ytringsfrihed og muligheden for at blive dømt ved fair rettergang, hvis man er sigtet for noget ulovligt. Fri adgang til information og en gennemsigtighed hos dem, der styrer vores land, vil de fleste nok også mene, er fundamentale dele af vores folkestyre.

Nogle vil så hævde, at demokrati er det at vi selv kan vælge vores magthavere, men også her opstår der problemer: Dele af Danmarks øverste ledelse, nemlig regeringen, behøver nemlig slet ikke at være demokratisk valgt. Hvem husker ikke tidligere skatteminister Thor Möger som med mindre end 700 stemmer alligevel løb med en prestigefyldt ministerpost? Det samme gør sig gældende nu med Dan Jørgensens udnævnelse til Fødevareminister. Ingen har stemt på ham(i denne omgang), men alligevel sidder han nu som en del af landets regering. Til trods for dette sætter meget få dog spørgsmålstegn ved den form for indirekte demokrati – og det er nok meget godt, for skulle vi til stemmeurnerne, hver gang regeringen skifter en minister ud, ville det i sig selv være en trussel mod dansk økonomi.

Denne ide om indirekte demokrati præger også meget af EU-systemet, og det sætter en del spørgsmålstegn ved, hvor demokratisk EU i virkeligheden er. EU kommissionen, som nogle betragter som EU’s regering, er eksempelvist valgt efter dette princip om indirekte demokrati. Den magtfulde kommission har også serveretten i forhold til lovforslag, som parlamentet så kan blokere for, trods alt. Samtidigt kan parlamentet også smide hele kommissionen på porten ved et mistillidsvotum, præcis som herhjemme.

Så er der domstolene. Herhjemme ser vi aldrig højesteret gribe ind politisk, men i EU-regi er det relativt udbredt, da domstolene har magten til at fortolke EU-politik, lidt på linje med domstolene i USA, som skal beskytte forfatningen. Igen kan man finde demokratiske argumenter både for og imod et sådan system, men et godt udgangspunkt må være, at politikere laver politik, mens jurister arbejder med jura.

Et andet kritikpunkt er, at der ikke er nogen tværnational medieplatform til at se sætte fokus på EU-sager, der berører borgerne i de enkelte lande. Alle de store medier er nationalt forankrede og koncentrerer sig derfor primært om, hvad der sker i deres egne baghaver. Da demokrati også bygger på offentlig debat er dette et åbenlyst problem, hvis ikke borgerne i de forskellige lande debatterer, diskuterer eller bare snik-snakker om, hvilken retning EU samarbejdet skal bevæge sig i.  Denne problemstilling bliver selvsagt kun forstærket af, at de forskellige kandidater til EU-parlamentet kun konkurrere internt i deres respektive lande.

En mulig løsning på dette og mange andre problemer med demokratiet i EU kunne være at indføre direkte valg til formandsposten for kommissionen. Det giver kun mening, at ”Europas regering” har en leder, der er direkte valgt. Det er både retfærdigt og logisk. Dette vil også udløse en automatisk opposition til den siddende kommissionen og medfører at kandidater til den magt- og prestige fyldte post vil føre valgkamp på tværs af Europa med henblik på at samle bred opbakning. Derved vil EU bevæge sig mod mere direkte demokrati, og den model vi normalt forbinder med valg og valgkamp.

Dette vil muligvis medføre nogle nye problemer. Muligvis vil kandidater kun besøge de større lande, hvor der er flest stemmer, eller et system med så mange politiske stopklodser som EU har, vil blive mere ineffektivt. Vil man det demokratiske underskud i EU til livs, må man dog starte et sted, og intet virker mere oplagt end at indføre mere direkte demokrati i de forskellige institutioner. Medmindre man altså mener, at indirekte demokrati er helt fint og ikke udgør et problem – og derved er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvad demokrati egentlig er.