Læg mavefornemmelsen væk

Myanmar er Sydøstasiens næststørste land med grænser til blandt andet Kina, Thailand og Laos. Til trods for landets folkerigdom og forholdsvis mange naturressourcer har landets økonomi ufatteligt mange problemer. Inflationen er for høj, og arbejdsstyrken er underuddannet. Samtidig er landets infrastruktur dårlig, og arbejdsløsheden nærmede sig i de seneste statistikker 40 %. Mange lægger skylden på Myanmar-styrets manglende vilje til at åbne op for økonomien – staten ejer størstedelen af aktierne i næsten alle landets større selskaber og er først fornyligt gået i gang med at give udlændinge en reel mulighed investere i økonomien i forbindelse med en serie reformer, der gik i gang efter det seneste valg i 2010.

Generelt er økonomien dog i bedring, netop på grund af denne serie af reformer. Samtidig bevæger regeringen sig med museskridt mod demokrati. Oppositionslederen Aung San Suu Kyi blev løsladt for sin husarrest i 2010. Samtidig blev hendes parti tilladt at opstille til suppleringsvalget, der blev afholdt i 2012 – noget som står i stærk kontrast til det sidste parlamentsvalg, som der er bred enighed om, ikke var legitimt, og som gav det militærstøttede parti Union Solidarity and Development party et suverænt flertal. Som resultat af den øgede åbenhed har USA også lettet for sine handelssanktioner, og nu har Danmark lagt sig i slipstrømmen med en gældseftergivelse.

Men landet har fortsat store problemer med demokrati. Landet rangerer ifølge Transparency International som et af de mest korrupte i verden, og landet har ifølge internationale rapporter stadig snesevis af politiske fanger. Styret gør sig fortsat skyldig i brutal undertrykkelse af etniske mindretal og vender rutinemæssigt det blinde øje til borgerkrigslignende tilstande i nogle regioner. Samtidig har landet til dato ikke valgt en demokratisk regering, og et kritikpunkt mod Danmarks gældseftergivelse er bestemt, at der ikke blev stillet krav om fastlæggelse af en dato for et sådant.

Det kan derfor være rimeligt at spørge sig selv, om Rasmus Helveg har spillet sin hånd rigtigt. Selvom man kan argumentere for, at det skal belønnes, at landet tager skridt i den rigtige retning, kan det næppe forsvares at man belønner en regering, som stadig holder politiske fanger og gør sig medskyldig i folkemord. Krav om et snarligt valg, frigivelse af politiske fanger og et opgør med undertrykkelsen af de muslimske mindretal havde været på sin plads, inden man eftergav gæld for op mod 300 millioner. Det sidste krav kunne måske også afhjælpe landets situation med store flygtningelejre for internt fordrevne. I stedet valgte ministeren at udskrive en ekstra check på 15 millioner til FN’s flygtningehøjkommissariat til at forbedre forholdene i flygtningelejrene.

I højere grad bør dansk udviklingspolitik, i den grad det overhovedet skal føres, fokuseres på det, som vi ved, virker – nemlig samhandel og åbning af økonomierne i den tredje verden samt udvikling af et mere åbent, demokratisk og effektivt regeringsapparat. Når vi agerer udviklingspolitisk, skal vi ikke bare dele gaver ud, ved det mindste tegn på fremskridt. Det er muligt, at det giver ministeren og hans radikale bagland en bedre mavefornemmelse – men det er ikke god politik.