Et kvarters spild af tid

Nyt år, nyt hår. Og selvfølgelig den traditionsrige tale fra vores siddende statsminister. En unik mulighed for at tale til hele landets befolkning og til at få den almindelige dansker til at forstå regeringens projekt. Særligt er det en mulighed for at vende sløve meningsmålinger og negative prognoser. Endeligt er det en mulighed for at få en sjælden medvind fra den efterhånden enorme og dominerende stand af politiske kommentatorer.

En mulighed Helle Thorning forspilder på alle tænkelige måder.

Thornings nytårstale var til gengæld præcist, hvad man kunne forvente af en socialdemokrat – rød og intetsigende. Men budskaberne står klart: vores kæmpestore offentlige sektor er det eneste der forhindrer os i at forfalde til ragnarok (og så noget med støttestrømper, som skal redde vores velfærd).

For at starte fra en ende af: Nej nej og nej. Det er ikke velfærdsstaten der bærer skylden for velstand og tryghed i Danmark. Den danske velstand har været stødt faldende siden velfærdsstatens indtog. Hvor vi før tilhørte et er verdens rigeste lande, er vi i dag i frit fald på listen, hvilket betyder, at når vi når år 2020, vil vi være faldet til en 20. plads på listen over verdens rigeste. Det gør altså meget ondt, og vi har reelle problemer, der skal løses.

Og netop løsningsforslag var det meget småt med fra statsministeren, der bortset fra en revolutionerende snak om støttestrømper var meget sparsom omkring oplysninger til, hvordan vi skal komme ud af krisen. Meget tyder på at Helle Thornings virkelige plan er at læne sig tilbage og vente på at det økonomiske opsving kommer af sig selv. Og mens vi sidder og gør intet for at forbedre økonomien, så finder Helle til gengæld penge til at proppe ekstra milliarder til velfærdsområder i fremtiden. Dog uden på noget tidspunkt at forholde sig til hvor de her penge skal komme fra, og hvordan de mange ydelser skal finansieres.

Meget flot (og meget socialdemokratisk) får Helle desuden slået fast at offentlige arbejdspladser er lige så vigtige som private. Intet kunne være mere forkert. Offentlige arbejdspladser er vigtige, jovist. Og de mennesker der arbejder i disse jobs gør en kæmpe indsats, som de kan være stolte over. Men uden de private arbejdspladser var der slet ikke nogen offentlig sektor. Vi er så dybt afhængige af det private erhvervsliv til at finansiere den velfærd vi alle er så glade for. Derfor er det også ærgerligt at Helle slet ikke ofrer tid til at snakke om erhvervslivet eller de private arbejdspladser. Bortset fra når hun snakker om hvor meget de skal bidrage selvfølgelig.

Helles tale var kort sagt lige så rød, som den var ukonkret. En ligegyldig tale, der hverken forholdt sig til virkeligheden eller til løsninger. Egentligt en tale der bortset fra en enkelt Mandela-reference lige så godt kunne have være afholdt sidste år, eller året før det. En tale der hverken var forankret i vores problemer eller den virkelighed danskerne befinder sig i. Og tilbage står regeringen uden visioner og uden et projekt for landet Danmark.

Og til slut et åbent spørgsmål: Hvis du som statsminister skulle holde en nytårstale i et år med Europaparlamentsvalg – ville du så ikke i det mindste nævne EU med måske bare en enkelt linje?

Men det mente Helle tydeligvis ikke var et emne.