Frihed og forsvarsalliancer

NB: Artiklen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Forleden fremlagde NATO’s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen NATO’s årsrapport. Årsrapporten bærer ikke overraskende præg af NATO’s skift i 2013 fra en kampfunktion til en støttefunktion i Afghanistan, såvel som alliancens udvikling i forhold til Det Strategiske Koncept, alliancens overordnede plan for dens rolle og udvikling. Men NATO står med store udfordringer foran sig, navnligt nedskæringer i forsvarsbudgetterne i næsten alle medlemslande. Hvordan skal NATO positionere sig i en foranderlig verden, hvor slaget om medlemsnationernes sikkerhed står overalt på kloden, og hvilken rolle skal vi spille som danskere?

NATO beskriver sig selv som en forsvarsalliance, men har i de senere årtier bevæget sig i retning af også at blande sig i forhold rundt om på kloden, der kun indirekte påvirker medlemsnationers sikkerhed. Alliancen har for nylig markeret femårsjubilæet for en samarbejdsaftale med FN, hvis sigte er at opbygge fælles regional kapacitet til håndtering af kriser og krig. Særligt med krigene i Irak og Afghanistan har NATO påtaget sig rollen som verdens politimand, og med ”Operation Unified Protector” i Libyen var det NATO, der fungerede som FN’s forlængede arm i forsøget på at beskytte det libyske folk mod overgreb.

Det er indsatser, der var langt væk fra danskerne og deres dagligdag, men de var både symptomatiske for den udvikling, NATO er inde i og dybt nødvendige for at sikre alliancens medlemsnationers sikkerhed. Det kan virke åbenlyst, at vi i dag skal bekymre os mere om terrorangreb fra ekstremistiske grupper end om russiske kampvogne, der ruller over grænsen, men der er stadig nok at tage fat på, før alliancen er færdig med at tilpasse sig. En stor del af tilpasningen går på at integrere medlemsnationernes forsvar bedre med hinanden. Initiativer under The Connected Forces Initiative (CFI) som fælles øvelser og tiltag under ”Smart Defence”, der først og fremmest omhandler fælles anskaffelser og specialisering af nationers styrker, forbereder NATO’s medlemsnationer på i endnu højere grad at operere sammen og afhængigt af hinanden. I en tid hvor vi kan se frem mod pressede statsbudgetter i den vestlige verden, er det den rigtige vej at gå og sandsynligvis den eneste måde, hvorpå vi kan opretholde et stærkt forsvar.

Vi har brug for stærke forsvar og et NATO, der kan agere på tværs af kloden. Efterhånden som Kina og lignende nationer bliver endnu stærkere økonomisk, skal vi evne at bevare en international magtbalance, der ikke sætter os ud af stand til at lægge pres på de stater, der ikke ønsker frihed i verden. Det er nemlig der, den afgørende forskel skal være på den frie verdens udenrigspolitik, der føres i andre nationer. Vi ønsker friheden. Det skal være NATO’s opgave at beskytte friheden, hvor vi kan. Både ved at garantere sikkerhed og stabilitet i NATO’s egne medlemsnationer, og der hvor vi kan være med til at forhindre diktatoriske regeringers overgreb på deres egne befolkninger. For os som liberale bør det være lige slemt, uanset hvor i verden et individs rettigheder bliver krænket.

Da NATO i sin tid blev dannet, var det delvist, fordi USA ønskede at garantere sin egen sikkerhed ved at garantere europæernes. Gennem hele den kolde krig stod amerikanerne last og brast med Europa, hver gang Sovjet spillede med musklerne, og der var behov for den sikkerhed, som USA kunne give. Amerikanerne var fremadsynede nok til at vide, at deres sikkerhed ikke kunne forsvares udelukkende indenfor deres egne grænser. Vores forsvarsalliances vigtigste opgave er fortsat at beskytte vores sikkerhed og en vigtig del af det er at fremme friheden kloden over. Frie folk og demokratiske regeringer ønsker sjældent krig og ustabilitet. De ønsker velstand, samhandel og frihed til deres borgere. NATO kan sikre den udvikling – og vi skal selvfølgelig være med.