Myter om velfærdsstaten – del II

Der er mange myter forbundet med den velfærdsstat, vi har i Danmark. Nogle bygger på misforståelser, venstreorienteret propaganda eller en indgroet løgn. I denne artikel og de følgende i denne serie vil jeg se nærmere på nogle af de mest udbredte myter om vores velfærdsstat. I denne anden artikel ser vi på påstanden om, at det kun er staten der kan give velfærd.

”Når man sparer på det offentlige, forringes vores allesammens velfærd” Denne påstand hører man utalige gange – i debatter, i aviserne og nyheder samt i skolegården og på arbejdspladsen. Det er blevet til ord, som danskerne, uden at tænke over det, tror på.

Velfærd måles ikke i, hvor mange udgifter det offentlige har. Velfærd er ikke et fælles gode, der er defineret ud fra, hvad der er bedst for masserne. Det er som at mene, at ”one size fits all”. Velfærd er først og fremmest en individuel ting, da det er op til hver enkelt at finde den måde, vi trives bedst på. Ellers ville vi i dagens Danmark have den højeste velfærd i verden, da det offentlige forbrug i forhold til BNP endnu en gang er en af verdens højeste.

Det er ikke offentlige, men private midler, der skaber velfærden i et land. Men alt for ofte bliver debatten om velfærd et spørgsmål om penge. Hvor mange penge bruger vi på dét område og hvor mange på et andet.

Velfærd kan ikke altid gøres op i penge, for trivsel er alt andet end penge. Det er det at sidde i sin have og nyde sommeren og solen, at være sammen med familien eller vennerne. Det er svært at sætte et beløb på den form for velfærd.

Det er rigtigt, at vi har nogle fælles ting, der skal være opfyldt for at have trivsel og lykke, så som uddannelse, sundhed og sikkerhed, men hvordan vi prioriterer disse, og hvad vi værdsætter mest, som det der skaber velfærd for os, er en individuel sag, og derfor skal staten ikke tvinge en fælles løsning ned over alle.

Velfærden er ikke en socialistisk ting, det er ikke en statslig ting – det er ikke noget, som politikeren kan definere. Det er en individuel ting, som kun den enkelte kan finde og skabe.

Uden velstand har vi ingen velfærd. For det kræver overskud i et samfund at give borgerne velstand, men velstanden og velfærden kommer fra borgerne. Staten kan kun inddrive skatter og tvinge folk til at modtage én eller flere former for velfærd.

Når debatten falder på velfærd i fremtiden, skal vi til at fortælle folk og vores modstandere, at velfærden er ikke en ting, staten har monopol på, og som kun kan defineres af politikerne. Venstrefløjen har taget ordet ’velfærd’ og gjort til deres ud fra deres præmisser. Det er på tide, at vi kommer denne myte til livs, for ellers vil den vedblive med at være en af de mest sejlivede myter, vi har i velfærdstaten.