Speak softly…

Irans nuværende politiske leder Hassan Rohani er næppe så stor en skurk som sin forgænger. Siden han blev valgt til det iranske præsidentvalg i juni 2013, har han ledt Iran på en forsigtig men indtil videre relativt succesfuld vej mod en åbning mod resten af verden og en styrkelse af grundlæggende friheder som kvinderettigheder, pressefrihed og lignende. Gennem en tone, der er mindre fjendtlig og indgåelsen af en midlertidig aftale om Irans atomprogram, er det lykkedes ham at få USA og EU til at aftrappe deres sanktioner. Som resultat heraf forventes væksten i den iranske økonomi i år at være højere end de -1,5 %, som den formindskedes med i 2013. Han navigerer dog i en kompleks indenrigspolitisk situation, og skal han undlade at lide samme skæbne som den sidste moderate præsident, der under sin embedstid blev saboteret af Irans magtfulde gruppe af konservative ayatollaher, er hans manøvrerum begrænset.

Den konservative del af præstestyret er allerede begyndt at røre på sig mod Rohanis mere moderate linje. Hans tætte støtte, den politiske teoretiker Sadegh Zibakalam, er allerede blevet fængslet efter at have udtalt sig kritisk om, hvorvidt Irans atomprogram var de mange internationale sanktioner værd. Samtidig er præsidenten dybt afhængig af ayatollahernes støtte, og særligt over-ayatollahen og landets åndelige leder Ali Khameneis gunst er vigtig. Khamenei har indtil videre udtalt sig i neutrale vendinger om aftalen, og har desuden sagt, at Iran sagtens kan klare sig, uanset hvilke sanktioner der placeres på landet.

Skal den positive udvikling i Iran fortsætte, og skal der være noget håb om at opnå en aftale om landets atomprogram, er det altafgørende, at vestlige politikere modstår fristelsen til at slå indenrigspolitisk plat på situationen. Særligt i USA og Israel har visse elementer forsøgt at blokere for at lette på sanktionerne – men så længe der sker fremskridt, er den rigtige kurs at belønne disse. Stiger levestandarden og oplever befolkningen at få mere frihed, er det tvivlsomt, at selv de mest magtfulde præster vil kunne skille sig af med Rohani uden massiv folkelig modstand.

Det er dog værd at huske, at det sandsynligvis kun er på grund af strenge sanktioner og truslen om militær indgriben mod Irans atomanlæg, at Rohani blev valgt til at starte med. Det var næppe lykkedes en moderat politiker at vinde magten, hvis ikke ayatollaherne havde set de konsekvenser, sanktionerne havde mod deres land, og frygtet militær indgriben fra Israel, som fortsat er en vigtig spiller i konflikten. Der er ingen tvivl om, at vi endnu ikke kan stole på Iran, og enhver aftale vil være betinget af ubegrænset adgang til FN’s atomagentur og deres inspektører. Samtidig skal vi fastholde truslen om militær indgriben og være klar til at genindføre sanktionerne, hvis Iran igen begynder at bevæge sig i den forkerte retning. Kort sagt er der håb, men vi kan langt fra føle os sikre på, at Iran vil bevæge sig mod det demokrati, der kunne forbedre sikkerhedssituationen i Mellemøsten så væsentligt.

Den amerikanske præsident Theodore Roosevelt sagde engang om udenrigspolitik: ”Speak softly and carry a big stick”. Det var vise ord.