Totalitære tosser og forbudte skolebøger

I sidste uge forbød Hamas-styret, der kontrollerer den palæstinensiske Gazastribe, at områdets skoler må undervise efter de bøger, som FN gennem sine udviklingsprogrammer forsyner de lokale skoler med. Selv i skolerne som FN selv driver, skal forbuddet gøres gældende, mens FN-organisationen UNRWA og det Hamas-styrede undervisningsministerium skriver bøgerne om og ændrer i det pensum, som FN-skolerne underviser i. Men kan det virkeligt passe, at terrororganisationerne skal kunne tvinge det internationale samfund til at undlade at uddanne civilbefolkninger om Holocaust, demokrati og menneskerettigheder? 

Da det Hamas-styrede undervisningsministerium i Gaza i sidste uge forbød brug af FN-organisationen UNRWA’s skolebøger, skete det med begrundelsen, at undervisningsmaterialet ikke var i overensstemmelse med ”palæstinensisk kultur”. Problemerne med bøgerne er ifølge Hamas, blandt andet at der i undervisningsmaterialet lægges vægt på religionsfrihed, retten til frie ytringer og andre rettigheder i FN’s menneskerettighedsdeklaration fra 1948. Samtidig ”anerkender” undervisningsmaterialet ikke, hvad Hamas ser som en legitim udøvelse af vold mod Israel og dets støtter.

Forbuddet mod bøgerne er sidste led i et længere tovtrækkeri mellem FN’s udviklingsprojekter i området og Hamas-styret, der tidligere har opponeret mod undervisning om Holocaust såvel som skoler og aktiviteter, der integrerede kvinder og mænd. UNRWA aflyste sidste år det årlige motionsløb, de arrangerer i Gaza-striben, fordi styret nægtede at lade kvinder deltage. Alt dette til trods for at organisationen driver madprogrammer, lægeklinikker og omkring 250 skoler i området og er en dybt integreret del af samfundet i Gaza, der har opereret der, siden den arabiske verden selv stemte for dens oprettelse i 1948.

Indtil videre har UNRWA ingen intentioner om ændre i pensum på deres skoler. Talsmanden for organisationen har blandt andet forsvaret det med, at pensum og undervisningsbøger er udviklet i samarbejde med lokale forældre, lærere og elevgrupper. Men det tilfredsstiller tilsyneladende ikke Hamas, der har forbudt bøgerne alligevel. Det vigtigste spørgsmål er nu, hvordan FN og det internationale samfund bør reagere.

Det er åbenlyst, at vi ikke kan tillade en totalitær og tilbagestående religiøst funderet ideologi forbyde børn at modtage lærdom om andet end koranen. Det internationale samfund skal selvfølgeligt lægge pres på. Men fjerner vi al hjælp til området, eller sanktionerer vi for hårdt, har vi på forhånd tabt, hvad den israelske dagsavis ”Hareetz” beskriver som ”a rivalry for the hearts and minds of the Palestine people”. Så vil kun Hamas drive skoler og kunne hjælpe befolkningen med deres daglige fornødenheder og desuden være den eneste myndighed, borgerne kommer i kontakt med. Det er næppe en opskrift på at sikre en stabil udvikling for befolkningen, regionen eller for den sags skyld Israels sikkerhed.

En udvej kunne være at afskære den hjælp, der går via Hamas-styret og i stedet samarbejde med civilsamfundet og NGO’erne i området om at drive skolerne uden om styret. Det er tvivlsomt, at styret vil forhindre det med magt – ikke engang Hamas kan bære et så drastisk fald i levestandarden, som det ville medføre, hvis de internationale hjælpeorganisationer forlod området, og en veluddannet befolkning er den måske bedste vej til at sikre en demokratisk udvikling og dermed på sigt også være med til at sikre Israels sikkerhed.

Helt fast må det dog stå, at vi ikke kan lade stå til, mens styret forhindrer dets befolkning i at blive uddannet i andet og mere end islam og postulater om Israels ondskab. Skal vi sikre udvikling i Mellemøsten og dermed forbedre både vores egen og Israels sikkerhedspolitiske situation, kan vi ikke lade stå til, mens Hamas radikaliserer deres befolkning. De har kun haft magten i Gaza siden 2007, og med lidt held kan den vristres fra dem igen.