Ukraines vej til EU og frihed

Ukraine er et splittet land, der bringer mindelser til Berlins opdeling under den kolde krig. Landet består i grove træk af en pro-russisk del mod øst og en pro-europæisk del mod vest. Mens grundlaget for konflikten på overfladen var en associeringsaftale, dækker konflikten over en større uenighed – nemlig om hvem, der skal have magten i landet, og om landet skal skue til EU i vest eller Rusland i øst. Alt dette har dannet grundlag for urolighederne, der begyndte i Ukraine i november sidste år og som nu er mundet ud i at tidligere præsident Janukovitj er blevet afsat af parlamentet. Samtidig er den tidligere oppositionsleder og premiereminister Yulia Tymoschenko blevet løsladt fra fængslet.

Men helt ærligt, EU har spillet fallit og Danmark ligeså. For hvad kan EU tilbyde af det, som demonstranterne forlanger? En form for marshallhjælp som blev givet af USA til lande i Europa efter 2. verdenskrig. EU kunne tilbyde en sådan, og en associeringsaftale har da også tidligere været på bordet. Det var netop Janukovijts beslutning om, efter længere tids tovtrækkeri, at afslå en sådan aftale, der blev startskuddet til urolighederne. Der skulle være grebet ind for lang tid siden, og sanktioner, som EU vedtog i sidste uge, skulle være blevet implementeret i januar, hvis ikke tidligere. EU har på mange måder lagt sig ned over for Ruslands indflydelse, uden reel mulighed for at påvirke forløbet så længe Janukovitj sad ved magten, men i sidste ende fik Polen, Tyskland og Frankrig forhandlet en aftale hjem – og Janukovitj er nu flygtet.

Nu er Ukraines fremtidige politiske ledelse tvivlsom. Bekendtgørelsen om udskydelsen af en overgangsregering, som skulle være dannet tirsdag, taler sit tydelige sprog om landets usikre politiske situation. Det er langt fra sikkert, at problemerne er løst, og Europa og Vesten bør nu udnytte alle midler, vi har for at sikre en liberal, pro-demokratisk politisk ledelse. Det starter med de IMF-lån, som snart skal fornyes og vil med stor sandsynlighed kræve, at EU er villig til atter at tilbyde en associeringsaftale, måske endda en mere åben handelsaftale end den, der oprindeligt var spillet ud med. Vi står nemlig med en gylden mulighed.

Ruslands indflydelse er i disse dage presset i Ukraine. Putin frygter, som med det arabiske forår, at det der skete i Ukraine, kan ske i Rusland. At befolkningen kræver frihed, bedre levevilkår og gør oprør mod korruptionen og magtfuldkommenhedens uretfærdighed. Rusland har netop været en stor spiller i de seneste ugers konflikter i Ukraine, for Janukovitjs afgang er ikke noget Putin har ønsket sig – den stabile, russisksindede og totalitære Janukovitj og hans folkerige land har været en god allieret for Putin, og Rusland har da også allerede varslet skarpe sanktioner overfor Ukraines økonomi på særligt gashandlen, som er en vital del af Ukraines energiinfrastruktur.

På sigt virker en deling af Ukraine ikke usandsynlig. Befolkningen i øst ønsker nærmere kontakt til Rusland og befolkningen i vest ønsker Europa. Men en deling kan blive blodig, kræve ofre og kaste halvdelen af landet i Ruslands favn. Det har de sidste uger tydeligt vist. Europa skal spille sine kort efter bedste evne og forsøge at trække Ukraine til sig og ikke lade Ukraine sejle sin egen sø, nu hvor urolighederne foreløbig er mindsket, og mediernes interesse vil blegne. Fordi handel og udvikling til Ukraine vil give en mere sikker situation og mindske Putins magtbase. Fordi vi skylder befolkningen det, og fordi vejen til Europa også er vejen til Ukrainernes frihed.