Børnefradrag, ja tak

Er det rimeligt man har ret til en børnecheck, hvis man kun har arbejdet i Danmark en enkelt dag? Det har været det politiske spørgsmål i de seneste måneder, og de fleste lader til at svare nej. Som børnechecken er nu, er jeg enig, men hvis vi følger forslaget om at gøre børnechecken til et fradrag, løser vi problemet, uden at komme i problemer med EU. Man skal således betale skat i Danmark for at få noget ud af Børnechecken.

Hvorfor er det godt? Er det fordi jeg er en bureaukrat, der kun er ude på at få så mange penge i statskassen som muligt? Nej, det er ingenlunde tilfældet. Det her det handler i bund og grund om arbejdskraftens frie bevægelighed. Prisen for at den enkelte dansker frit kan arbejde i hele Europa, er at vi må acceptere situationen med omvendt fortegn, og det må vi derfor indrette os efter.

At vi på mange måder har skabt et samfund mere lukrativt end andre steder på kloden, er jeg egentlig stolt af – men det kommer med en pris. Vi betaler vores skat som en accepteret del af, at vi får nogle ydelser til gengæld (nogle mere populære end andre). Så hvis man ønsker at få del af kagen, må man også spytte i kassen. Hvis vi gør børnechecken til et fradrag, vil det betyde en ydelse og hjælp til netop de, der har indvilget at spæde til, og det har jeg svært ved at være imod.

Hvorfor børnecheck?

Forslaget er dog blevet beskyldt for at ramme socialt skævt: ”De arbejdsløse får jo ikke gavn af det”. Samtidig er der sikkert nogle af jer, der mener, at vi faktisk ikke bør have en børnecheck: ”Staten skal ikke subsidiere børn!” Lad mig forklare, hvorfor begge to er lige forkert.

Lad mig lige slå helt fast: Nej, jeg synes ikke, staten skal støtte folk i at få og have børn. Samtidig synes jeg, at folk på kontanthjælp kun bør ydes et ”eksistensminimum” i støtte, og det er her mine holdninger kolliderer. Hvis vi giver det samme i kontanthjælp til en enlig mand, som vi giver til en enlig forsørgende mor med to børn, så vil vi enten skulle give manden en kæmpe ydelse, eller bede en mor til to klare sig for det samme som en single mand. Begge er lige uholdbare. Derfor er vi nødt til at have en differentieret ydelse, så moderen kan forsørge sine børn, uden at manden ”forgyldes”. Det vil betyde, at vi allerede i kontanthjælpen (og børnetilskud) kommer til at sikre, at moderen kan forsørge sin familie, derfor burde det ikke være nødvendigt at tænke på en børnecheck til hende.

Hvorfor så ikke fjerne børnechecken helt? Det skyldes netop overstående ordning. Hvis man laver forskellige ydelser, vil det ganske givet skabe forskellige incitamenter til at få et job. Hvis vi ikke ønsker, at de enlige forsørgere eller forsørgere generelt skal have et incitament til at tage et job, så kunne vi godt ignorere børnechecken. Jeg tror dog, det altid skal kunne betale sig at arbejde, og det tror jeg, du er enig i, så skal vi ikke blive enige om at et fradrag er helt i orden, når vi nu alligevel skal have en børnecheck?

Er du interesseret i Arbejdsmarkeds- og Erhvervspolitik? Så kontakt vore ordfører på området, Jonas Lehmann Rasmussen (jlr@vu.dk), og hør mere om VU’s holdning samt politikgruppen.