Det skal føles rigtigt

De sidste par uger har genstartet hele debatten omkring velfærd, efter at Produktivitetskommissionen fremlagde sine anbefalinger om, at en langt større grad af de offentlige velfærdsydelser skulle udliciteres til private. Det er jo som udgangspunkt god liberal politik og noget vi i Venstres Ungdom kan støtte op om. Venstrefløjen anledet af blandt andre Enhedslisten og DSU-formanden har endnu engang fremlagt enhver effektivisering eller rationalisering i det offentlige, som værende et angreb på den danske kernevelfærd. Noget af det mere bemærkelsesværdige er Johanne Schmidt-Nielsens udmelding om, at det private ikke skal drive skoler og fritidsinstitutioner; noget, som allerede sker i meget høj grad og med stor tilfredshed blandt brugerne.

Venstrefløjen viser altså endnu engang, at det for dem handler mere om at føle, at de gør det ”rigtige” fremfor det som gavner flest. Det er en form for indgroet had til alt hvad der er privatejet, som jo netop i deres øjne er onde kapitalister med kun et mål i livet: profit.

Venstrefløjen fremfører konstant, at de ønsker mere velfærd – men det er jo netop, hvad de modarbejder, når ethvert forslag om effektiviseringer eller udliciteringer i det offentlige per automatik bliver afvist. Tværtimod er en gigantisk offentlig sektor i deres øjne lig med velfærd for borgerne.

Retorikken omkring nulvækst i verdens største offentlige sektor bringer minderne tilbage til valgkampen i 2007, hvor Socialdemokratiet angreb daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen for at ville prioritere skattelettelser fremfor velfærd.
Men velfærd er netop noget af det det mest subjektive, der findes. Det kan ikke måles og vejes – hverken på størrelsen af finansloven, på antallet af offentligt ansatte eller på mængden af borgere berettigede til dagpenge. Et velfærdssamfund stiller netop mulighederne for at vi som mennesker selv kan udvikle os, men sikrer os samtidig, at vi aldrig ender i dyb fattigdom. Et velfærdssamfund sikrer os, at vi kan udleve vores drømme og udvikle vores kreative talenter, men det formår samtidig at gøre dette attraktivt. Der er ikke meget velfærd over at tage halvdelen af en persons indkomst for så at give noget af det tilbage igennem diverse offentlige tilbud.

Men hvorfor bliver et fald i antallet af offentlige ansatte så fremstillet som en velfærdsmassakre? I en lang række kommuner har man i flere år øget effektiviteten ved at benytte sig af naturlig afgang, hvor man eksempelvis ansætter 17 nye medarbejdere hver gang 18 trækker sig. Det har i høj grad øget effektiviteten i de kommuner, uden at det er gået ud over ældreplejen, folkeskolen eller børnepasningsinstitutionerne.

Venstrefløjen har uden tvivl gode intentioner, når det kommer til at øge ’velfærdsniveauet’, men med modstanden mod udliciteringer virker det mere som om, det handler om at gøre, hvad der føles som det rigtige, fremfor hvad der er bedst for borgerne. Verdens største offentlige sektor skal bare vokse sig endnu større – også selvom det ikke gavner de ældre, børnene eller de socialt udsatte på nogen som helst måde.