En Krim situation – del II

De fleste vestlige regeringer har indtil nu håndteret situationen i Ukraine og på Krim noget nær katastrofalt. Faktum er nu, at Krim står overfor at blive en del af Rusland på godt og ondt. En sejr til Putin, en sejr til russisksindede grupperinger på Krim og et sviende nederlag til vestligt udenrigspolitik er altså blevet en realitet med et overvældende flertal, der søndag stemte for at sende Krim i armene på Putins Rusland. Ifølge russiske statsmedier var der tale om et flertal på 93-95 %, men tallet skal tages med de forbehold, at internationale valgobservatører har været nægtet adgang, og at de fleste ikke-russiske grupperinger i området opfordrede til et boykot. Samtidig har der ikke været mangel på russisk militær i gadebilledet og nær valgstederne. Selvom afstemningen er forfatningsstridig og et direkte brud på vedtagne traktater om områdets territoriale delinger, mødtes repræsentanter fra Krims regering mandag med russerne, for at diskutere en officiel indlemmelse. Det bliver svært at forhindre.

Men sanktionerne er nu endelig på vej. Nye toner fra Socialdemokraterne såvel som de vesteuropæiske regeringer, som ellers over en kam har været i mod økonomiske sanktioner, tyder på, at disse vil være en realitet inde ugens udgang. Det ændrer imidlertid ikke på dagens resultat på Krim, eller de tiltagende pro-russiske demonstrationer i øvrige østukrainske byer. En stor del af demonstranterne menes at være russiske provokatører, som er blevet kørt ind over grænsen. Af den årsag er grænsen mellem Ukraine og Rusland så godt som lukket. Problemet er, at de pro-russiske demonstrationer giver Rusland en undskyldning for at ”gribe ind” for at beskytte de russiske mindretals rettigheder, og så længe en ny ukrainsk regering kæmper for at få styr på landet, er det næppe usandsynligt, at sådanne bevægelser vil kunne opnå momentum, særligt med stærk russisk økonomisk opbakning.

Derfor er det afgørende, at der trækkes en linje i sandet. Der er ingen tvivl om, at det vil koste på energipriser, handel og vækst at effektuere skarpe økonomiske sanktioner, men alternativet er langt værre. En udvanding af folkeretten, hvor vi som internationalt samfund accepterer gammeldags argumenter om historiske tilhørsforhold, kan risikere at destabilisere store dele af Østeuropa, og sætter vi ikke en grænse nu, bliver risikoen for yderligere russisk ”intervention” større. Konflikten med Moskva er allerede en realitet, og det vil være et næsten uigenkaldeligt fejltrin ikke at reagere kraftigt, samlet og entydigt.

Da Rusland i 2008 invaderede den georgiske region Sydossetien, var vi for længe om at reagere. Det har vi også været denne gang, og der er næppe nogen tvivl tilbage, om at Krims skæbne vil være lig Sydossetiens som i dag er et de facto russisk territorie. Det er afgørende, at vi denne gang lader aggression have omfattende konsekvenser og ikke lukker russerne ind i varmen lige så hurtigt. Hvis ikke vi handler, bliver Krim ikke det sidste område, hvor det russiske flag vejer ulovligt.