En Krim Situation – del III

Den hjemlige debat om Krim er måske stilnet en anelse af over weekenden, men konflikten kører stadig for fuld skrue. I løbet af den seneste uge har præsident Putin underskrevet en lov fra Dumaen, der officielt sætter gang i processen, der skal resultere i Krims indlemmelse, og forberedelserne er nu i gang til, at Krim skal skifte fra Hryvnian til den russiske Ruble. Reaktionerne fra EU har, på den anden side, ikke nået det omfang som forventet i sidste uge. På topmødet lykkedes det ikke at nå til enighed om deciderede økonomiske sanktioner, og selvom de personer, der nu er kommet på listen med indrejseforbud og indefrysning af aktiver, står tættere på Putin, er sanktionerne fra EU’s side stadig umanerligt svage og de amerikanske kun marginalt bedre.

Problemet er i sin kerne, at Europa ikke lader til at være indstillet på at tage de økonomiske konsekvenser af reelle økonomiske sanktioner mod f.eks. den russiske gas- og oliehandel. Dette til trods for at Rusland i de seneste dage har gjort det klart, at sanktionerne på ingen måde afholder dem fra at tage øvrige skridt på Krim. Adskillige ukrainske militærbaser er blevet stormet, og i går beordrede den fungerende ukrainske præsident Turchynov al ukrainsk militær, der stadig var på halvøen, til at rømme de ukrainske militærinstallationer af frygt for soldaterne og deres familiers liv. Samtidig er der ingen tvivl om, at man i Rusland overvejer muligheden for at gå ind i andre dele af Ukraine. Putin har ikke afvist muligheden, og en ikke ubetydelig oprustning af russiske styrker er fortsat i gang ved Ruslands vestlige grænse mod Ukraine.

De europæiske ledere udviste i sidste uge en skammelig mangel på forståelse for konsekvenserne af deres handlinger. Stærke sanktioner var nødvendige for måneder siden, og den fortsatte mangel på handlinger, der har konsekvenser for den russiske økonomi, inviterer nærmest russerne til yderligere aggression. Ved ikke på nuværende tidspunkt at indføre sanktioner og forholde os til de konsekvenser det måtte have for vores økonomi, øger vi risikoen markant for en yderligere destabilisering i området. En yderligere destabilisering, der med sikkerhed vil føre til øgede energipriser og konsekvenser for vores økonomi.

Jo længere vi venter, jo større vil reaktionen skulle være, hvis vi vil have nogen forhåbning om, at russerne tager det alvorligt. Vesten bør derfor handle kraftigere nu – ikke bare for ukrainernes skyld, men også for at forhindre en destabilisering, der vil føre til langt større konsekvenser for vores økonomi, end sanktionerne nogensinde ville gøre.