En krim situation

I de seneste dage har situationen i Ukraine taget endnu en drejning. Fredag overtog russiske tropper kontrollen med lufthavne, regeringsbygninger og andre strategisk vigtige installationer i den ukrainske selvstyreregion Krim. Putin og den nyligt indsatte lokale ”præsident” Aksenov, der blev indsat af parlamentet torsdag efter bevæbnede, russisksindede demonstranter, havde overtaget parlamentsbygningen, har indtil nu undskyldt sig med, at de ønsker at beskytte de etniske russere mod overgreb fra ukrainske nationalister. Der kan dog næppe herske tvivl om, at dette knap er mere end en dårlig undskyldning for at udvide den russiske indflydelse og magtbase.

Indtil videre er alle tegnene tilstede, for at Ruslands intentioner minder om dem, man havde, da man gik ind i Georgien i 2008. Moskva har indtil videre ikke udvist tegn på at være klar til at trække sig tilbage, og man har allerede nu direkte og indirekte taget kontrollen over væsentlige dele af statsapparaturet i Krim. Det afgørende er nu, at Rusland, modsat i Georgien, kan mærke at brud på international lovgivning og undertrykkelse af nationalstaters suverænitet har konsekvenser for den russiske økonomi, som i forvejen er sårbar.

Vi har muligheder for at handle gennem almindelige handelssanktioner, men gennem EU-kommissionen har vi nu også mulighed for aggressivt at forfølge de kartelsager mod Gazprom og andre store, statsejede russiske virksomheder, som ellers har ligget på is, mens vi har forsøgt at have et mere konstruktivt forhold til russerne. Nu er tiden kommet til at gå mere aggressivt til værks. Samtidig bør vi overveje seriøst at gå målrettet efter ledende russiske individers aktiver i udlandet, da også dette kan være et effektivt værktøj. Ikke mindst må vi huske, at demonstrationerne i Ukraine startede, fordi Janukovitj afslog EU’s tilbud om en handels- og associeringsaftale, og det er af afgørende betydning, at USA og EU nu står klar til at tilbyde den økonomiske hjælp, som Rusland ikke længere er villig til at give. Ellers giver vi den nye regering et endnu dårligere udgangspunkt for at fastholde opbakningen fra sin egen befolkning, og dermed forhindre en større folkelig bevægelse i retning af Rusland.

Den kyniske politiske analyse lyder lige nu på, at Krim er tabt. Men selv hvis det er tilfældet, er der masser at arbejde for. Vi ser allerede nu konturerne til en lignende overtagelse i blandt andet den folkerige by Donetsk, og hvis ikke Putin ser, at EU og USA er villig til at følge vores fordømmelser og advarsler op med reelle sanktioner og konsekvenser, og om nødvendigt også fastholde disse i længere tid, er slaget om store dele af det østlige Ukraine sandsynligvis tabt. Kort sagt var vestens opbakning til at slippe af med Janukovitj og hans undertrykkelse kun første skridt på en lang og snoet vej, som forhåbentligt fører Ukraine tættere på demokratierne i Europa og frihed til landets borgere. Vi har været med til at skubbe Ukraine ud på den vej. Det er afgørende, at vi nu står klar, med den vejhjælp, der skal til.