Twitter i Tyrkiet

Torsdag lukkede den tyrkiske premiereminister Erdogan for Twitter. Få dage tidligere proklamerede landets præsident Abduallah Gül sammen med vores egen statsminister Helle Thorning, at Tyrkiet igen skal søge mod at blive en del af EU. Forvirret? Også mig.

Allerede tilbage i maj 2013, hvor vandkanoner, demonstranter og tåregas fløj omkring på Taksimpladsen i landets hovedstad Istanbul, forbød Erdogan de sociale medier og beskyldte blandt andet Twitter for at have et medansvar i de regeringsfjendtlige demonstrationer.

Nu er der så problemer igen. Erdogan blokerede torsdag Twitter, og søndag lukkede han også for den smutvej, som tyrkiske tweeps* havde fundet. Muligheden foreligger, fordi man i februar vedtog en lov, der giver teleudbyderne tilladelse til at blokere visse internetsider uden dommerkendelse, vel at mærke hvis de mener, at indholdet er upassende. Og i et land som Tyrkiet kunne man sagtens forestille sig, at det ikke kun er tv-stationerne, der er i lommen på regeringen.

Lukningen kommer i kølvandet på flere korruptionsskandaler rettet mod Erdogan, blandt andet er der blevet lækket telefonsamtaler, hvor han beder om at få dømt en journalist, som har udøvet kritisk journalistisk. Selv siger han – og folkene i hans parti – at det er for at beskytte folkets privatliv. Som et vestlig, demokratisk, nogenlunde liberalt land ved vi vist godt, at det ikke helt er sandheden.
Flere medlemmer af regeringen er tidligere blev smidt for porten, og nu kunne noget tyde på at turen er kommet til Erdogan, der tidligere er blevet beskyldt for korruption.

På den anden side af grænsen rejser den tyrkiske præsident rundt med det tyrkiske flag og skaber venskaber og gode aftaler med de europæiske statsledere. Og han tweeter på livet løs. Problemet i Tyrkiets politiske struktur ligger nemlig i, at de både har en præsident og en premiereminister. Præsidenten har en neutral position og må ikke være medlem af noget parti – han repræsenterer staten Tyrkiet eller essensen af denne.

Problemerne indfinder sig imidlertid, når præsidenten vil og skal repræsentere ét, og den udøvende magt, som premiereminister Erdogan sidder på, vil noget fuldstændigt modsat.

Søndag lovede præsident, at der selvfølgelig bliver lukket op for Twitter igen, men kan vi egentlig tro på det?

Vi har altså et land, hvor premiereministeren ikke kan siges at være den store EU-fan, når det kommer til basale menneskerettigheder, og en præsident, der lover, at Tyrkiet har fuldstændig styr på det. Man må sige, at der er en grund til, at landet har stået i forhandlinger om fuldt medlemskab siden 2005 – og man kunne overveje, om det er magtfordelingen, der skal ændres på, før forhandlingerne for alvor træder i kraft. Og så er der selvfølgelig hele aspektet med den grundlæggende ytringfrihed, som de sociale medier giver, men den argumentation giver vist sig selv.

 

*Folk der tweeter