Det danske diktatur?

NB: Artiklen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Dagen i går (d. 16. april) var  for mange danskere en særdeles mindeværdig dag. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II  kunne nemlig fejre sin 74 års fødselsdag. Alle ungdomspartier har debatten, og bølgerne går specielt højt hvert år til Venstres Ungdoms Landsstævne. Alle har forskellige syn på verden, samfundet, Danmark og specielt i denne sag; på ideologi. Er VU’s nuværende politik på området realistisk bærende for et samfund, eller er den ligeså vag, som Helle Thornings Gucci taske er dyr? 

Liberalisme er for mange en underlig størrelse, og fortolkningerne kan være mange– nogle vil sættes i boks med rettighedsliberalister som Locke, Rand og Nozick, mens andre ser sig som konsekvensliberalister på linje med Hayek, Mill og Mises. Forskellene er mange, men også mange ligheder at spotte mellem de to typer af liberalisme – nemlig retten til lige og retfærdige muligheder.

John Rawls skriver i Concepts of distributional equity (1974) om den liberale forståelse af lige muligheder: ”…fair equality of opportunity is said to require not merely that public offices and social positions be open in the formal sense, but that all should have a fair chance to attain them. To specify the idea of a fair chance we say: supposing that there is a distribution of native endowments, those who have the same level of talent and ability and the same willingness to use these gifts should have the same prospects of success regardless of their social class of origin, the class into which they are born and develop until the age of reason. In all parts of society there are to be roughly the same prospects of culture and achievement for those similarly motivated and endowed.”

Ud fra det Rawls skriver, har alle lige og fair muligheder, uanset hvem man er, hvor man er født og i hvilken socialklasse, man er opvokset – ens muligheder bygger udelukkende på egne talenter.

I den konservative ideologi, der bygger på tradition, tro og nationale værdier forholder det sig imidlertid anderledes. Og det er her, kongehusdebatten kommer ind i billedet.

Joseph de Maistre, som er blandt de stærkeste konservative tænkere, skriver følgende om royalisme: ”…you ought to know how to be royalists. Before, this was an instinct, but today it is a science. You must love the sovereign as you love order, with all the forces of intelligence. ”

Ud fra det konservative synspunkt betragtes den monarkiske rangopdeling altså som noget særdeles positivt. de Maistre beskriver endda i flere af sine værker, at den ultimative magt og autoritet i et samfund bør ligge centralt og hos ét eller få individer med kongen som den ultimative legitimitet.

Demokrati kontra diktatur
Grundlæggende for liberalismen er også Grundloven, dens autoritet og måden, hvorpå et liberalt demokrati fungerer. I det liberale demokrati eksisterer retfærdige og konkurrencedygtige valg, både til parlamentet og især statsledelsen, hvor alle i befolkningen har en stemme. Desuden eksisterer der en forfatning, hvor diverse liberale frihedsbegreber er defineret. Der kan dog argumenteres for, at liberalismen kan fungere i et diktatur, hvor hverken retfærdige valg eller en forfatning er eksisterende. Spørgsmålet er bare, om man ønsker et samfund baseret på frivillighed eller på statslige diktater. For mig er det essentielle i liberalismen, at den kan forsvares multiparadigmatisk; altså at man ud fra forskellige analyseenheder kan opnå samme konklusion omkring retfærdigheden af liberalisme; herunder økonomisk, juridisk og etisk tilgang dertil.

Et diktatur er per definition en regering eller en social institution, hvor én person tager beslutningerne og har kontrol over den politiske situation. Denne styreform vil, modsat liberalismen, aldrig kunne forsvares multiparadigmatisk, idet diktatoren vil være hævet over samfundets forfatning og dermed have særlige økonomiske, juridiske og etiske rettigheder, netop fordi diktatoren har den absolutte magt.

Resolution 17
Ved Venstres Ungdoms Landsstævne i 2013 blev VUs politik på kongehusområdet redefineret, da den internt velkendte og omdiskuterede resolution 17, ’Frivilligt at betale til kongehuset’, blev vedtaget. Det betyder i praksis, at Venstres Ungdom går ind for, at hvis den enkelte dansker ønsker at betale til kongehuset, skal vedkommende have lov til det. Resolution 17 kan tolkes som et udtryk for, at Venstres Ungdom går ind for monarkiets fortsatte eksistens.
På længere sigt vil dette sandsynligvis resultere i, at kongehuset får færre og færre tilhængere og til sidste måske ingen økonomisk støtte overhovedet. I hvert fald hvis man ser på, i hvor høj grad nutidens unge (herunder de politiske ungdomspartier) fravælger monarkiet.

Det væsentligste problem med resolution 17 er for mig spørgsmålet om, hvorvidt man kan have en monark, som kun repræsenterer en lille del af danskerne. I min optik virker det direkte imbecilt; vi vil potentielt se et splittet Danmark med en befolkning opdelt i royalister og ikke-royalister. Netop derfor er resolution 17 mindst lige så ubetydelig som individets seksualitet eller religion bør være i et liberalt samfund.

Ordet ’kongehus’ bruges for at dække over det semi-negativtladede ord ‘monarki’. Om vi vil det eller ej, er monarkiet per definition en form for diktatur med en absolut magt. Det er muligt, at vi i Danmark har noget, der minder om en tredelt magt med en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt; et folkevalgt parlament, en regering og så domstolene. Men ifølge grundloven skal gårsdagens fødselar underskrive enhver lov, før den kan træde i kraft. Monarken har altså en absolut magt.

Dertil kommer de lige og retfærdige muligheder, som Rawls beskrev ovenfor. Kan personer i et liberalt samfund blive født til at have en særlig status, hvor staten, altså samfundets borgere, skal betale for deres færden, hvor de er hævet over landets forfatning og måske skal argere diktator en dag? Svaret er nej. Monarkiet ikke kan forsvares multiparadigmatisk og kan dermed aldrig forsvares som værende liberalt.

Fremtiden og retningen for VU
VU er en liberal funderet ungdomspolitisk organisation med et principprogram byggende på liberalisme. Det er naturligvis i orden, at medlemmer af Venstres Ungdom individuelt har forskellige holdninger til, hvorvidt Kongehuset forsat skal eksisterer i Danmark fremover. Men i en liberal organisation som Venstres Ungdom kan man ikke gå ind for det diktatur og den absolut magt, der hører monarkiet til – det vil betyde, at vi ikke går ind for Rawls idé om lige og retfærdige muligheder.

Venstres Ungdom har brug for en ny og mere liberal politik på kongehusområdet, idet monarkiet altid vil være uliberalt. Idéen om en udfasning af konghuset, som resolutionen vil medføre, er for så vidt god, men resolution 17 vil ikke kunne fungere i praksis. Det handler om, at vi i Danmark må sætte lige og retfærdige muligheder fremfor alt.