Frihedens tabte årti

Forholdet mellem sikkerhed og frihed har i det sidste årti ændret sig afgørende. Under paroler om bekæmpelse af terrorisme og kriminalitet har præventive anholdelser og hemmelige dommere fundet deres vej til Danmark. Der er indført terrorlovgivning med krav om, at teleselskaberne skal overvåge danskernes sms’er, mails og telefonopkald. Der har hersket en idé om, at øget overvågning er nødvendigt og acceptabelt for at sikre sikkerheden – På bekostning af vores grundlæggende frihedsrettigheder.

I lørdags fik vi danskere en konkret mulighed for at få indblik i den massive overvågning, der i dag foregår af alle borgere. I Berlingskes projekt ”Sporet” har de to politikere Sofie Carsten Nielsen (R) og Jens Joel (S) givet avisen lov til at indhente alle deres metadata. Avisen har nu i flere måneder analyseret de to politikeres e-mails, telefonopkald, sms’er, dankorttransaktioner, flyrejser og skatteoplysninger (som i dag, jævnfør lovgivningen, alle skal ”logges” og gemmes til senere benyttelse af myndighederne).

Og det er ikke så lidt, Berlingske har fået ud af datamængden. Som avisen selv udtrykker det: ”Vi ved hvad Nielsen spiser, og præcis hvor hun løber. Vi ved, hvem folketingsmedlem Joel sender sms’er til, og hvilke netværk han er en del af på Christiansborg”.

En ny dagsorden:
Den generelle samfundsdiskurs fortæller os, at der blev sat en ny dagsorden efter 11. september 2001. At det efter terrorangrebet på World Trade Center gav mening at justere balancen mellem sikkerhed og frihed.
Men Berlingskes eksperiment viser os, at vi er gået for langt. I dag overvåges og registreres ufattelige mængder data omkring hver eneste borger.  Helt præcist 82.000 oplysninger fra vugge til krukke. Et uhørt indgreb i det almindelige privatliv, idet der er tale om almindelige borgere, hvem der ingen mistanke er mod.

Og tag ikke fejl: Indgreb som teleselskabernes overvågning eller de præventive anholdelser er med til at skade og begrænse vores samfund. Indgrebene udhuler vores demokratiske samfund, gør folk utrygge og får dem til at begrænse deres egne muligheder – f.eks. ved at fravælge demonstrationer eller undlade at kigge på bestemte sider på nettet. Det er den måde, vi, i sikkerhedens navn, begrænser os selv på.

Terroristernes ønske er at ødelægge vores frie og demokratiske samfund. Men i vores iver efter at lave alle mulige sikkerhedsbestemmelser, er vi godt i gang med at hjælpe dem på vej. Vi har brug for at sætte en ny dagsorden.