Myter om velfærdsstaten – del III

Der er mange myter forbundet med den velfærdsstat, vi har i Danmark. Nogle bygger på misforståelser, venstreorienteret propaganda eller en indgroet løgn. I denne artikel og de følgende i denne serie vil jeg se nærmere på nogle af de mest udbredte myter der er om vores velfærdsstat. I denne artikel ser vi på påstanden om at det private er afhængigt af de offentlige ydelser.

”Det private er afhængig af de ydelser, som det offentlige giver” – En påstand de fleste har stødt på i løbet af en debat eller lignende. Det, der ligger til grund for denne udtagelse eller myte, er, at det private er afhængigt af de ydelser og tjenester, som det offentlige leverer (sundhedsvæsen, uddannelse, infrastruktur, osv.).

Denne tese bygger på to grundlæggende forkerte antagelser. Den første er, at det offentlige og det private er ligeværdige partnere. Dette er ikke tilfældet, da det private kun kan producere de varer, som de kan afsætte, altså lave det som forbrugerne vil have, og til den pris de er villige til at betale. Derfor hviler et firmas magt på dens evne til at tilfredsstille et behov hos forbrugerne. Hvis en bilproducent ikke kan sælge nogle af sine biler, må de enten lave et bedre produkt, der opfylder kundernes krav eller helt forlade branchen.
De kan altså ikke tvinge forbrugerne til at købe deres vare.
Helt anderledes er det med den offentlige sektor. De kræver skatter ind via tvang, og bagefter skal de levere en vare til forbrugerne, som disse er tvunget til at bruge. Forbrugerne kan derfor ikke bare finde en anden udbyder af de efterspurgte varer og ydelser, som de ønsker, da staten kan lave et monopol.
Derudover skal man huske på, at det er skatterne fra det private, der finansierer den offentlige sektor. I nogle tilfælde kan forbrugeren dog købet et andet produkt, men må stadigvæk betale for statens ydelse via skatten.

Den anden tese er, at det kun er det offentlige, der kan levere visse ydelser, som sundhedsvæsen, uddannelse, infrastruktur mv., og at disse områder er for vigtige til at kunne overlade til markedet. Men hvis det er tilfældet, hvorfor skal andre vigtige områder ikke også underlægges det offentlige som produktionen af fødevarer og boliger?
Disse er også vigtige, ja livsnødvendige, for vores overlevelse. Men når dette ikke sker skyldes det at man hurtigt ville opdage ineffektiviteten af det offentlige, da en lavere produktion af boliger, og især fødevarer, vil hurtigt vil blive opdaget af befolkningen.

Det offentlige er ikke lige så produktivt som det private (et emne jeg vil tage op i del V), og hvis man overlod det bløde ”velfærdsområder” til det frie marked, ville vi se, at der vil ske en forbedring i servicen, kvaliteten og prisen, da der vil være fri konkurrence om forbrugerne.
Og hvis man ikke mener, at det frie marked og initiativ ikke vil kunne skabe uddannelsessteder, vil jeg blot minde om, at mange gamle handelsskoler og ikke mindst Aarhus Universitet er startet af private virksomheder og folk, der tog et initiativ.

Myten om at det private er afhængig af de offentlige ydelser er falsk. Ja, de er afhængige af skolelærere, læger og togføreren. Men det er ikke sandt, at det kun er staten, der kan levere disse ydelser. Det private kan drive disse erhverv og sikket meget bedre end den monopolistiske stat. Det offentlige er derimod fuldt ud afhængigt af det private og skatteindtægterne fra dem.