Ulighed til debat II: Gini-koefficienten

Du har formodentlig stødt på Gini-koefficienten ufatteligt mange gange i løbet ad de seneste par uger. Efter debatten om ulighed blev det hotteste topic i medierne, er det en nærmest umulig opgave at undgå mødet med Gini, hvad enten skribenten plæderer for eller imod tiltagende ulighed. Men hvad betegner begrebet egentlig, og i hvor høj grad kan bruges til at tegne et billede af danske fremtidsudsigter? Netop disse spørgsmål søger vi at kaste lys over i den følgende artikel, der igen sætter dansk ulighed under debat.

Fortalt i korte træk dækker begrebet over et økonomisk instrument, der anvendes til at vurdere graden af ulighed fra 0 – 100. Er koefficienten lig 0, vil man have opnået en fuldstændig lige indkomstfordeling. Sagt med andre ord; jo lavere koefficient, desto lavere grad af ulighed og vice versa. Så langt, så godt.
Stiller vi nu skarpere på det danske land, vil man opdage, at vi i årtier har kunne prale af en topplaceringen inden for lighedsskalaen. 2001 blev guldåret, hvor rødglødende hjerter kunne klappe i kor over den rekordlave Gini-koefficient på 21,4. En solid førsteplads blandt eurolandene. Glæden har dog fået en brat ende, da nyere analyser fra bl.a. Cevea peger på en stødt opadgående kurve lige siden, der nu skulle placere Danmark på en 11. plads. Altså langt fra fordums storhedstid. Eller hvad?

Faren ved udelukkende at basere sine argumenter på en stigning i gini-koefficienten er, at man risikerer at overse en række vigtige vækstparametre.  Og det er nu engang synd, for det tegner et fladt og unuanceret billede af Danmarks egentlige udfordringer; nemlig at skabe vækst og øge beskæftigelsen.

Tager vi udgangspunkt i sidstnævnte vision, synes en lettelse af topskatten eksempelvis at være utrolig effektiv med kun halvt så stort et provenutab som en nedsættelse af bundskatten. På tilsvarende vis er en hævet topskattegrænse umiddelbart langt billigere for staten end en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget.

Men hvorfor er det ovenstående interessant, når nu det er Gini-koefficienten, der er i centrum?  Den opmærksomme læser har muligvis allerede luret sammenhængen. De to tiltag, der formindsker topskatten, øger uligheden dramatisk mere end de, der er dyrere at finansiere. Vi kan altså ikke både få i pose og sæk. Ikke både kræve positive væksttal og uændret grad af ulighed. Det er på tide at anerkende, at Gini-koefficienten ikke kan stå alene, når landets fremtid skal vurderes. Frem for at hænge sig i ét enkelt, usikkert redskab og male fanden på væggen, burde venstrefløjen bruge energien på at øge fagligheden bare en anelse.

Vi kan enten tilstræbe massiv statslig omfordeling og en minimering af uligheden eller jagte vækst samt øget velstand over hele linjen. I den forbindelse synes Margaret Thatchers ord aldrig at have været mere på sin plads: ”They’d rather have the poor poorer, provided that the rich were less rich.”