Gymnasiets faglige gøgleri

Debatten om karakterkrav på gymnasierne har været stærkt præget af overbevisningen om, at ”det er synd for eleverne” og at ”vi taber de unge.” Konsekvensen af denne mentalitet er, at gymnasiets faglige niveau bliver gemt væk i visionen om, at gymnasiet skal være et opholdssted for alle dem, der erklæret uddannelsesparate. Vi ender derfor med en 12. Klasse, hvis elever går mere op i studenterfest end studiebøger.

Kravene for at komme på gymnasiet er ikke længere til at få øje på. Igennem årene er kravene blevet udvandet i idéen om, at alle der ikke har et sted at gå hen, blot kan lægge deres afgangsbevis væk under kommoden og bagefter gøre deres entré til en 3-årig ørkenvandring. Primært af den årsag at vi ikke tør stille krav til hinanden og til fremtiden. Situationsfornemmelsen er simpelthen gået tabt i visionen om, at gymnasiet skal kunne rumme alle 95% af en ungdomsårgang. Så alt imens andelen af unge, som tager en ungdomsuddannelse skal opfyldes, står vi med gymnasierne, som kan vinke farvel til Europas akademiske elite – medmindre vi gør noget så tiltrængt som at sætte barren højere til de unges boglige kompetencer på gymnasiet; karakterkrav.

Der er alvorligt brug for en reformering af gymnasieområdet. Når 14% af dem, der vælger gymnasiet efter vognturen kan starte et uddannelsesforløb forfra med en erhvervsuddannelse, er der noget galt – dels med studievejledningen og dels med det faglige niveau. Et karakterkrav ville derfor være mere end gavnligt – Både for universiteterne og Danmarks fremtid, men også for de elever, som ikke er dygtige bogligt. Igennem karakterkrav ville det blive i orden at tage en erhvervsfaglig uddannelse i stedet, mens de bogligt dygtige elever kunne blive undervist på et langt højere niveau; ganske simpelt fordi den laveste fællesnævner ville have et højere niveau. Med et karakterkrav vil niveauskredet derfor mindskes, og det ville blive muligt at genfinde betydningen af gymnasiet.

Karakterkrav er ikke et skræmmemiddel, men en måde at måle kompetencer inden for de pågældende fag. Udviklingen i gymnasiet vidner ganske simpelt om, at alt for mange elever ender med den lette løsning; det som alle andre gør. Denne tendens er kun mulig at stoppe, hvis skridtet til karakterkrav bliver taget. Derudover skal taxameterprincippet revurderes, som også bærer en del af skylden for at interessen i at høste folkeskoleelever, som ikke er gymnasietegnede, øges. Vi gambler med fremtiden, når ikke vi tør at være ambitiøse på vegne af vores egen ungdom.

Det faglige gøgleri skal stoppes, undervisningsniveauet højnes, og der skal karakterkrav for at blive optaget. Gymnasiet skal have betydning. Gymnasiet skal ikke være for alle.