Hvad med væksten?

For få uger siden udsendte IMF et notat, der belyser den positive korrelation mellem vækst og graden af lighed. Notatet blev straks adopteret af venstrefløjen, der langt fra tøvede med at sætte dansk ulighed øverst på agendaen. Og hvorfor skulle de dog også det? Notatets konklusionen passer som fod i hose med deres sædvanlige ideologiske prædiken, der placerer massiv statslig omfordeling på hæderspladsen blandt vækstfremmende instrumenter.

Et sådant postulat underminerer betydningen af privat initiativ og personligt ansvar og bør få nakkehårene til at rejse sig hos enhver liberal. Den følgende artikel vil derfor undersøge notatets legitimitet nærmere og forsøge at kaste lys over den egentlige sammenhæng mellem ulighed og vækst.

Først og fremmest er der en væsentlig brist i den analyse, som udgør grundlaget for venstrefløjens argumentation. Ifølge IMF selv er notatet ikke gældende for lande, der er underlagt massiv omfordeling – blandt andet Tyskland og England. Sidder du og studser en anelse? Fuldt forståeligt. Den opmærksomme læser vil nemlig bemærke, at de nævnte lande langt fra omfordeler i samme skala som Danmark. Sagt med andre ord: en lav grad af ulighed vil ikke nødvendigvis have en så positiv indvirkning på dansk vækst som formodet i den generelle debat.

I det øjeblik vi godtager falske præmisser, bliver udfaldet naturligvis også forvasket. Det eneste, vi får ud af at adoptere dem, er, at billedet af det danske samfund bliver en forfejlet illusion. En illusion, som venstrefløjen ikke tøver med at udpensle i medierne og anvende som belæg for yderligere statslig intervention og korstog mod samfundets bedst betalte. Lad os derfor tage udgangspunkt i enkelte hypotetiske tiltag, der alle reducerer uligheden i samfundet og se, hvordan de egentlig vil påvirke dansk vækst.

Vi kunne påbegynde kampen mod ulighed ved at hæve marginalskatten på arbejde. Incitamentet til at forøge arbejdsindsatsen svækkes, hvormed produktivitet og vækst påvirkes i negativ retning. Derudover bidrager en højere marginalskat til at forøget ansvar og dygtiggørelse gøres langt mindre attraktivt for det enkelte individ.

Hernæst opjusterer vi rådighedsbeløbet for folk på passiv forsørgelse. Et tiltag, der igen reducerer uligheden i samfundet, men også tilskyndelsen til at tage et arbejde. Prisen på arbejde presses i vejret, danske virksomheder tynges af de hævede omkostninger, og afskedigelser følger. Beskæftigelsen og arbejdsudbuddet falder, en skadelig og rødglødende spiral gør sit indtog, mens vækst samt konkurrenceevne atter lider.

Eksemplerne er skitseret groft op, men belyser ikke desto mindre den manglende evidens for en positiv sammenhæng mellem en høj grad af lighed og dansk vækst. Vi kan altså sagtens tilstræbe en fuldkommen udjævning af uligheden i samfundet ved at spille hasard med velstand og dynamik. Risikoen er blot, at vi alle ender lige fattige og ressourcesvage.