Aflys guldregn over SKAT

Bureaukratiets højborg. Formynderiets forsvarende stormester. Kært barn har mange navn, og SKAT er ingen undtagelse. I en artikel fra d. 8. juni kaster Berlingske lys over den glæde, som 88% af danskerne tilsyneladende finder i at betale deres skat. En påstand, der ved nærmere eftertanke, synes en anelse svær at finde sammenhæng i.

Uden at indgå i direkte karambolage med hele indholdet af undersøgelsen, vil jeg nøjes med at konstatere, at det kunne klæde debatten med en mere specifik tilgang til sagen. Som det fremlægges i artiklen, betaler danskerne glædeligt til samfundet. Argumentationen herfor beror på, at krisen har medført en mentalitetsændring, hvor fællesskab og sammenhold indtager en pæn rangplads på listen over danskernes prioriteter.

Med risiko for at lyde krakilsk synes jeg ikke desto mindre, at det er tiltrængt med noget fakta på bordet. Nuvel, skattekronerne går til samfundet, men de havner først og fremmest i statskassen. Lad os blot kalde det en nuanceforskel, men så må vi samtidig anerkende, at det er en gevaldig én af slagsen.

Den afgørende forskel består i, at præmisserne ikke er gyldige ift. den konklusion, der udledes. Vi nyder generelt set at betragte os selv som uselviske væsener, der gerne ofrer en skilling for en højere sag. Når spørgsmålet således går på, hvorvidt vi ønsker at bidrage til samfundet, bliver svaret – ikke overraskende – et definitivt ja. Konklusion: 88% af danskerne betaler gladelig deres skat til samfundet. Men hov, det er jo statskassen, vi betaler til! Havde spørgsmålet således lydt, hvorvidt vi finder glæde i at betale til statskassen, havde udfaldet muligvis set anderledes ud. Sidstnævnte fremgangsmåde forudsætter nemlig, at den adspurgte pludselig forholder sig til, hvorvidt pengene forvaltes på bedst mulig vis jævnfør hans egen overbevisning. Hvor førstnævnte spørgsmål altså taler til vores menneskelige værdier og selvopfattelse, betinges vi i sidstnævnte spørgsmål af langt flere logiske parametre, der påvirker svaret.

Alt andet lige synes den guldregn, der falder over det danske skattesystem på alle måder at lande på et tørt sted. Efter at være blevet kastet igennem massiv turbulens i forbindelse med diverse personsager, ineffektivitet i IT-systemet m.m. er enhver fjer i hatten kærkommen. Det egentlige problem består blot i, at fjerene er lånte og dermed ikke udtryk for andet end systematisk forvridning af danskernes forhold til SKAT. Bureaukratiets højborg. Formynderiets forsvarende stormester. Og forhåbentlig stadig fremover offer for den sunde skepsis, der sikrer, at vi aldrig slår os til tåls, men konstant tilstræber progression og forbedring.