Dansk film – kultur eller forretning?

Den femte juni afholdt Venstre i samarbejde med Zentropa Film høring om udfordringerne og forventningerne for den kommende filmaftale, der skal forhandles til efteråret. Både brancheorganisationer som Danske Biografer og danske instruktører blev hørt, men også producenternes egne ønsker og idéer kom i spil. Mest interessant er for filmnørderne nok, at folk som Peter Aalbæk, Lars von Trier og Ronnie Fridthjof var tilstede og gav deres bud på, hvordan de ser fremtiden for dansk filmindustri.

Hvert år påskriver regeringen omtrent 400 mio. kroner til støtte af dansk film, hvoraf størstedelen bliver forvaltet i bevilligsstøtte af Dansk Film Institut (DFI). DFIs formål er, jf. filmaftalen gældende 2011-2014, at ”sikre bredde og spændvidde i udbuddet af danske film ved at administrere filmstøtten med en høj grad af fleksibilitet”. Altså er tanken at støtte bredt og ikke udelukkende kommercielle film eller dogmefilm. Derved vil man ramme et bredere udsnit af, hvad danskerne finder underholdende.

Gennem de tilstedeværende brancheorganisationer og ”de unge håb”, som er studerende i faget, stod det klart; for at vi fortsat kan konkurrere med udlandet og opretholde et vist niveau i de færdiguddannede instruktører mv., skal der endnu flere penge til fra statens side, ”…ellers kan man ikke drive forretning på det.” var der én som udtrykte.

Men hvornår er kultur blevet en forretning i Danmark? Uanset om man anderkender kulturstøtte eller ej, troede jeg, at grundidéen var at fremme dansk kultur fremfor at drive forretning på det? Ellers ville vi vel ikke have adskillige ubesøgte små museer i Udkantsdanmark? Dernæst er det en helt anden diskussion, hvorvidt vi finder kultur- og filmstøtte relevant.

Når det nu går så godt for dansk film, hvorfor kan de så ikke klare sig på markedsvilkår? Hvis der var et marked, uanset om vi snakker et kulturelt eller økonomisk givende marked for stumfilm, ville der givetvis nok være flere, som producerede det. Hvorfor skal forskellige embedsmænd bestemme, at netop dine skattekroner skal gå til enten stumfilm eller højkommercielle danske film som Blå Mænd?

Filmproducenterne havde dog en lidt anden indstilling til dansk filmstøtte. De tog blandt andet udgangspunkt i et historisk perspektiv; Peter Aalbæk udtrykkende bl.a. ”Dengang vi i 1980’erne havde næsten 85 procents filmstøtte, havde vi (filmindustrien red.) altså ikke flere vindende danske film på den internationale scene.” Også Ronnie Fridthjof fortalte om hans seneste film, der er produceret på no-budget eller low-budget, hvilket efter hans mening sagtens kan være givende som et led i processen for bedre danske film – også på den internationale scene.

Under paneldebatten mellem Folketingets kulturordførere udtrykte jeg min undren over, at ingen af dem turde forholde sig lidt kritisk, selv nu når de var i filmmiljøet. Jeg spurgte panelet, hvor man kunne fjerne noget af støtten i stedet for bare at please de brancheorganisationer, der var tilstede. Desværre var der ingen af ordførerne, som turde eller ville tage ordene ud af munden på mig – de ville blot lege smagsdommere over, hvad dansk film og dansk kultur er – ikke kun for dem, men for hele den danske befolkning.

Jeg tror på, at frem mod filmforhandlingerne i efteråret bør politikkerne på Christiansborg blande sig langt mindre uden om, hvad der bør støttes, og hvor meget der bør støttes til danske filminitiativer. Jeg tror og håber på en begrænsning af filmstøtten, sådan at vi kan lade de danske filmproducenter konkurrere både på kulturelle og økonomiske markedsvilkår.