Jeg er liberal fordi…

Jeg er liberal, fordi jeg tror på et samfund baseret på frihed, muligheder og personligt ansvar. Liberalismen opstod netop som modstand imod et forstokket adelstyre styre, som rundt omkring i Europa vedtog love og ændringer efter velbehag – og i de fleste tilfælde trak den almene borger det korteste strå.

De liberale tanker vandt langsomt frem, ikke mindst i Danmark, hvor vi med grundloven af 1849 fik sikret en række friheder, som stadig er det fundamentale i vores samfund i dag. Ytringsfriheden, pressefriheden og forsamlingsfriheden er alle eksempler på rettigheder, vi har kæmpet for, men som i alt for mange tilfælde så langsomt er på tilbagetog rundt omkring i verden.

Selve eksistensen af blandt andet racisme- og blasfemiparagrafferne i straffeloven, hvortil der ved førstnævnte rent faktisk opstår domme, er i direkte forstand et brud på ytringsfriheden. I UK vedtog man en lov som etablerede et presseregulerende nævn, der i praksis kan gå ind og kontrollere de fleste medier i landet, hvor pressefriheden pludselig er under pres. Forsamlingsfriheden er noget, som liberale bevægelser rundt omkring i verden stadig kæmper for, hvor det bedste eksempel må være Europas sidste diktatur Hviderusland, hvor det kan give fængselsstraf, hvis meningsfæller mødes for at diskutere politik.

Frihedskampen er stadig utroligt aktuel. – Og tanken om de lige muligheder har udviklet sig til en fantastisk tanke, hvor resultatlighed er det ultimative mål. Kvindekvoter, mål for antallet af studerende, som skal bestå og diverse andre målsætninger, der bliver lavet i det offentlige, er alle sammen et tegn på gode intentioner, som er blevet for gode. Der er et meget simpelt ordsprog, som Folketingets politikere godt kunne lære: ”Man kan få en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke.”

Grundlaget for dette er en velfærdsstat, som er blevet for stor. Det er nået dertil, at det for mange ikke længere kan betale sig at få et arbejde, da de offentlige overførselsindkomster er blevet alt, alt for generøse. Læg dertil, at vi i praksis omfordeler fra de 90% rigeste til de 90% fattigste med alle de tilskud og fradrag, der er at give, og du har dertil opskriften på et system, som skaber så meget bureaukrati, at det kun forgylder jurister og statskundskabere i kommuner og ministerier.

Som liberal tror jeg netop på, at enhver er sin egen lykkes smed. Jeg tror på, at vi skal indrette et samfund for dem, som har viljen og lysten, og det gør man ikke ved at smide dem på passive overførselsindkomster. Jeg tror samtidig også på, at vi alle sammen vinder på det, hvis vi sikrer, at ingen person skal ruineres økonomisk, hvis han eller hun ender i sygdom.

Men i mine øjne er velfærdsstatens nuværende størrelse blevet et tegn på usolidaritet. For mange letter det deres sind, hvis de over deres egen og andres skat kan betale sig fra at se problemerne i øjnene. I solidaritetens navn har vi fjernet det solidariske i vores samfund. Det skaber samtidig et system, der er umådeligt nemt at udnytte.

Kampen for det friheden og det personlige ansvar er stadig aktuel. Det er kampen mod en forkælet mentalitet, som kun kræver, men aldrig bidrager. Det er kampen mod lighedsmageri og ensformighed. Det er kampen mod en socialdemokratisk lighedstanke, som er gået for vidt. Ritt Bjerregaard sagde i sin tid som uddannelsesminister i 70’er ’at hvad ikke alle kan lære, er der ingen der skal lære’. Det er den tanke, vi skal kæmpes imod.

Jeg er liberal og medlem af Venstres Ungdom, ikke fordi jeg godt kan lide at diskutere jakkesæt og flyrejser, men fordi jeg tror på, at der er rigtigt meget godt ved det danske samfund, men i den grad også rigtigt meget som kan forbedres.

Jeg er liberal,, fordi jeg tror på, at alle mennesker bedst selv ved, hvordan de bliver lykkelige og på et samfund, der lader dem blive det.