Jeg er liberal fordi

…da jeg meldte mig ind i Venstres Ungdom, dengang jeg var 14 år gammel, vidste jeg ikke, hvad liberalisme var. Jeg meldte mig egentlig ind, fordi mine forældre foreslog det, og jeg synes, det lød som en god idé. Så det gjorde jeg. Efter et par måneder fandt jeg hurtigt ud, hvad liberalismen var. Det var den smukkeste form for tankegang. Den reneste og fineste idé om en ideel verden. Og inden det kommer til at lyde ulækkert, vil jeg gerne forklare, hvad jeg mener, der gør liberalisme så flot og fantastisk.

Jeg er liberal, fordi der er plads til alle mennesker. Der er plads til alle former for ideologier og tankegange. Jeg kaster op, hver gang en socialist bruger ordet ‘solidaritet’ og får det til at lyde som om, de er de eneste mennesker i verden, der ved, hvordan man er solidarisk. I min optik er socialister hverken solidariske eller gode mennesker. Tænk over det, socialisterne tvinger alle medborgere til at agere og mene det samme som dem – er du uenig med dem, så er det bare ærgerligt. Der er hverken plads til individers forskelligheder eller kreativitet. Derfor er jeg IKKE socialist, men liberal. For liberale folk tror netop på individet og individets kreativitet. Liberalismen gør plads til udfoldelse og plads til at alle individer kan leve som de ønkser – og dét, det er sgu solidarisk.

Jeg bliver oftest skudt i skoene, at jeg måske ikke har de mest ekstreme, liberale holdninger på nogle områder. Jeg er ret blød, når det kommer til integrationspolitik, jeg synes, hverken fri narko eller en fri våbenlovgivning er gode idéer, og jeg kommer aldrig til at nærme mig lysten til et anarkokapitalistisk samfund. Og det er okay. For vi liberale mennesker tror på plads til mangfoldigheden. Hvis jeg har lyst til, på min grund, at leve efter de principper, som jeg mener, er de helt rigtige, så er det okay. Og hvis min ven på grunden ved siden af ønsker at leve efter de principper, han synes, er rigtige, så er det også okay. I mit ideelle samfund er der altså ingen stat eller ét statsoverhoved, der bestemmer, hvad der skal foregå på min grund. Der er ingen idioter, der skal tvinge mit til at betale penge til folk, jeg ikke mener har brug for det. Alt er op til mig selv og min samvittighed.

Jeg snakkede engang med en fra et andet ungdomsparti, og han grinte meget længe over liberalismen. Han sagde: ”I er jo lige så slemme som de radikale folk, I mener jo ikke noget. Alt er lige meget, og alt må bestemmes af det enkelte individ eller den enkelte instans” og så grinte han igen – i meget lang tid.
Jeg har tænkt meget længe over, det han sagde. Og i situationen havde jeg desværre ikke noget godt comeback. For han har jo egentlig ret. Det er jo sådan vores ideologi kan tolkes, hvis man skærer helt ind til benet. At vi er ligeglad med andre mennesker, så længe det gavner os selv allermest. Vi er vel egoister? NEJ, det synes jeg egentlig ikke, vi er. Det er solidarisk og mest gavnligt for alle mennesker, at mennesker selv må vælge, hvordan de vil leve. Vi tror på, at alle individer er fornuftige nok til at skabe den helt perfekte tilværelse, og så er der ikke nogle socialister, der skal tvinge holdninger og levestile ned over én.

Jeg elsker mig selv, mit liv og min lyst til at udfolde mig. Jeg vil jagte denne ret til jeg dør. Og jeg ved, at selvom det ikke ser sådan ud på papiret, så hjælper jeg en masse andre mennesker med at vinde deres frihed tilbage.
Derfor er jeg liberal.