Retten til at holde kæft

NB: Artiklen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Næstformanden for Liberal Alliances Ungdom (LAU) Nicolai Oster skabte i starten af måneden et mindre postyr i de danske medier. Oster berettede til BT, EB og News, hvordan han ”føler sig dybt krænket, efter at han lørdag aften (den 31. maj 2014) blev nøgenvisiteret af politiet på Christianshavn Station”.

Hele episoden blev filmet af Oster og er i skrivende stund blevet set omkring 40.000 gange på YouTube. Derudover kommer et antal ukendte visninger på EB og BT’s hjemmeside, hvor Oster også stiller op med påstanden om, at visitationen var ulovlig. Oster mente ganske enkelt ikke, at politiet efter gældende lov havde ”et gyldigt mistankegrundlag til at visitere ham”.

Lad det bare allerede nu være sagt: Jeg er ingen jurist og vil derfor også afstå mig fra at vurdere lovligheden i den konkrete sag. Men til gengæld er jeg storabonnent på den klassiske liberalismes idéer om borgerrettigheder og retssamfundet – Og herudfra står en ting soleklart: Ethvert menneske er født med en række naturgivne rettigheder, og én af dem er retten til et liv uden frygt for arbitrære og ubegrundede overgreb på den enkeltes frihed og privatsfære.
Derfor må jeg også udtrykke en vis respekt for Oster, der med sin sag sætter fornyet fokus på vores rettighed overfor politiet og staten – Rettigheder, som i de seneste år er kommet under et stadigt større pres.
Personligt så jeg helst, at disse rettigheder var kernestof i pensum i folkeskolen – Men hertil er der nok et stykke vej. I stedet vil jeg i nedenstående tilbyde en, hvad jeg selv betegner som, førstehjælpspakke i rettigheder og opførsel, når man som VU’er møder politiet ud på de sene nattetimer eller hjemme i fordøren.

Grundlovens § 71 anfører, at ”Den personlige frihed er ukrænkelig”, og at man kun kan frihedsberøves, hvis der er lovhjemmel til det. Politiet kan med andre ord ikke bare frihedsberøve og visitere folk uden videre. Under grundloven hører retsplejeloven, og det er netop primær herudfra, samt almindelig sund fornuft, at de følgende 6 guidelinjer kan opstilles:

1.     Vær venlig og bevar roen.
Nummer et er en nobrainer. Selvom der er nogle få brodne kar, så er langt de fleste politibetjente oprigtige og ordentlige mennesker, som forsøger at udføre en essentiel samfundsopgave. Som udgangspunkt fortjener de respekt. Desuden har det aldrig hjulpet nogen at være ubehøvlet i nogen situation.

2.     Du har alene pligt til at oplyse navn, fødselsdato og adresse.
Du har altså ikke pligt til at oplyse dit cpr-nummer og ej heller pligt til at besvare eventuelle spørgsmål om din eller andres gøren og laden.

3.     Du kan (som regel) nægte en kropsvisitation, hvis politiet ikke har noget konkret mistankegrundlag.
Denne er vigtig og er hele omdrejningspunktet for twisten i Osters møde med politiet. Tommelfingerreglen er, at du som regel kan nægte en kropsvisitation, hvis politiet ikke har noget konkret mistankegrundlag. Twist-spørgsmålet er som regel, hvad begrebet ”konkret mistankegrundlag” dækker over. Er det nok, at du bare virker nervøs og ikke vil tale med politiet? Nej. Er det nok, at du lugter af hash og forsøger at løbe væk, idet du ser politiet? Ja. Undtagelser til dette er ved demonstrationer og i særlige visitationszoner – Hvor politiet efter gældende lov altid må visitere dig.

4.     Du kan (som regel) altid afvise politiet og alle andre offentlige myndigheder adgang til din bolig uden en dommerkendelse.
Grundlovens § 72 anfører, at ”Boligen er ukrænkelig”, og at husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer alene kan ske efter en retskendelse, med mindre anden lov hjemler en særegen undtagelse.
”Anden lov hjemler en særegen undtagelse” henviser i dag i praksis til arbejdstilsynet og skat, der i særtilfælde kan tvinge sig adgang til privat grund uden retskendelse.

5.     Du må (som regel) altid filme ethvert møde med politiet
Så længe du ikke forhindrer/forstyrrer politiets arbejde, så findes der ingen lovhjemmel, der kan forbyde at filme på offentlige steder.

6.     Du har (som regel) altid krav på at få oplyst navn og tjenestested på en politimand.
Husk at spørge om dette – Det hjælper kraftigt, hvis du ønsker at indgive en klage over politiets opførelse senere. Undtagelser hertil er ved demonstrationer og lignende, hvor det er umuligt for politiet at kunne give disse oplysninger.

Slutteligt skal stå en stråtanke om et argument, man som liberal forkæmper for borgernes rettigheder meget ofte møder i debatter. For er de, i ovenstående beskrevne, rettigheder ikke bare til for de ”skyldige”, som netop har noget at skjule?

Hertil skal lyde et klart NEJ. I Danmark hylder vi princippet om uskyldig til det modsatte er bevist, og begrebet ”skyldig” betegner, både ifølge ordbogen og dansk ret, en person, hvem der er blevet sigtet, tiltalt og ved retten bevist skyldig i en forbrydelse. Videre må ovenstående rettigheder for mødet med politiet siges at være til endog meget ringe hjælp for en person, som på et tidspunkt netop jævnfør ovenstående er fundet ”skyldig”.