Jeg er liberal fordi

…. jeg mener, jeg er den bedste til at bestemme over mit liv. Simple as that.

Lad os starte ud med et eksempel. Vi betaler licens. Alle sammen, hver og en. Med licensen tror staten, at de ved lige præcis hvilket fjernsynsprogram samtlige mennesker i Danmark har lyst til at se fredag aften kl. 20. Jeg ved allerede uden videre undersøgelse, at min farmor og jeg ikke ser de samme ting i fjernsynet. Jeg ser ikke Søren Ryge, og min farmor ser ikke Monte Carlo elsker USA, og jeg er sikker på, at ingen af os vil kalde nogle af programmerne for public service lige meget hvad. Og som med licensen er der desværre rigtig mange ting i vores Danmark, som staten tror, at de er vældig meget bedre til at bestemme.

Men jeg er også liberal, fordi det af og til er vigtigt at tage nogle af de debatter, som mange lukker øjnene for. Jeg har flere gange rejst i Mellemøsten – en verdensdel, hvor kvinder ikke må få en uddannelse, ikke må køre bil, og hvor en mand godt må have flere koner, men ikke omvendt. Til gengæld har vi herhjemme et Ligebehandlingsnævn, der er ved at gå i spåner, fordi hotellet Bella Sky har en etage, hvor værelserne ikke kan lejes af mænd. Men den anden vej rundt vil Ligebehandlingsnævnet ikke anerkende, at det er mangel på ligestilling, når det stadig står forældre frit for at omskære deres umyndige drengebarn, selvom det for mange år siden blev forbudt at omskære pigebørn, fordi det var inhumant.

I liberalismen er der højt til loftet, og kasser er det sidste, folk puttes i. Vi dømmer ikke nogen ude, hverken på grund af alder, baggrund, uddannelse, seksualitet, etnicitet, eller hvad det nu ellers måtte være. Og man er aldrig ”ikke nok værd” til at være liberal. Der er heller ikke et fast regelsæt, eller noget man absolut SKAL mene for at kunne kalde sig liberal. Nogen er for kongehuset, nogen er imod. Det samme med fri hash, fri våben og aktiv dødshjælp. Til gengæld tror jeg, at samtlige liberale kan blive enige om, at vi ikke er fan af Helle, flere skattestigninger og afgifter, der gør det dyrere at være dansker, og at vi hellere så ham dér Lars Løkke på toppen af Folketinget.

Så lad nu bare mig bestemme, om jeg vil have en rød, blå eller sort studenterhue, om jeg vil ryge, hvilke fjernsynsprogrammer jeg vil se, hvilken kunst jeg vil opleve, og om jeg skal give mit fremtidige barn pålæg, der er halalslagtet eller ej med på madpakke. Det er mine valg, og jeg er den bedste til at bestemme over mit liv. Derfor er jeg liberal.