Vi venter på det liberale skybrud

Sjældent har 0,28% opnået så massiv medieomtale som i tilfældet omkring den nyligt fremlagte vækstpakke. Efter forliget med regeringen, kunne Venstre træde stolt frem og hylde det liberale islæt, der nu præger aftalen. Hvis man lige ser bort fra de 0,28%. Og det bør man næppe, for de leverer alt andet lige solidt stof til eftertanke. Man bør derimod veje og vægte procentsatsen, smage på den for herefter at spytte den direkte ud igen. Såfremt man værdsætter blot beskedne liberale værdier, er smagen nemlig aldeles grim og utiltalende.

Lad os starte med at slå fast, at selve definition på et kompromis består i lige dele vundet, lige dele tabt terræn. Muligvis med en overvægt til én af siderne. Ja, vækstpakken installerer et tiltrængt fokus på det danske erhvervsmiljø ved at kigge på en lempelse af den omstridte PSO-afgift. Ja, det klæder regeringen at anerkende behovet for en besparelse inden for beskæftigelsesindsatsen. Så selvom tiltagene størrelsesmæssigt fremstår beskedne, er det ikke desto mindre smukke, liberale dråber, der falder i det ellers røde ocean. Hvis ikke det var for de 0,28%, som bundskatten hæves med for at finansiere vækstpakken.

Det bliver således igen dyrere at være dansker. Igen pålægges det arbejdende folk uretfærdig tyngde i form af et tårnhøjt marginalskattetryk, der nu står til at stige yderligere. Alt imens lever verdens største offentlige sektor videre, som humlebien, der ikke burde være i stand til at opretholde momentum, men på mirakuløs vis holder sig i luften på dens ustabile vinger. Det er blot et spørgsmål om tid, før vingerne må give efter, og projektet hastigt bevæger sig i nedadgående retning. Jo højere luftlag, der nås, desto hårdere bliver mødet med jordens benhårde realisme. Det eneste, vi således får ud af at at puste den offentlige sektor yderligere op, er, at problemerne begraves under vores lykkelige ignorance.

Sektorens udfordringer forsvinder ikke, blot vi udviser blind tillid til dens flyveevne. Derimod fordrer de, at vi konstant forholder os til omstændighederne og på baggrund af disse søger at skabe de mest optimale samfundsrammer. Det gør vi ikke ved at straffe det arbejdende folk. Tværtimod opbygges en gennemgribende dobbeltmorale af så karikeret natur, at det nærmest fremstår tragikomisk. Tilbage er der kun at prise sig lykkelig over vækstpakkens ellers fornuftige kurs, selvom tiltagene afgjort mangler pondus. De blå dråber er kærkomne og falder på et tørt sted. Det liberale skybrud lader fortsat vente på sig.