Ulighed til debat III – Mobilitet i toppen

Er der én ting, som et bredt udsnit af venstrefløjen synes at nå til enighed om, er det deres altoverskyggende had til den danske top. Til de rige svin, skatteunddragelsens mestre og kynismens forkyndere. De fremlægger det sjældent med samme ordlyd, men det er ikke desto mindre essensen af den politiske linje, der udgør fællesnævneren hos et pænt udpluk af de røde partier. Man kunne nærmest forledes til at tro, at hetz mod toppen danner grundlag for en helt ny nationalsport.

Senest pustede SF atter liv i kapitalisthadet, da de genoplivede forslaget om millionærskatten. Eliten skal helst ned med nakken, bide i støvet og smage på dødeligheden. Det tarvelige resultat af denne ensidige indgangsvinkel er, at Danmarks rigeste udstilles som en bestandig, homogen størrelse, der udelukkende spiser kaviar med velbehag og sender spottende hilsener fra magtens dybfrosne tinde.  Der er blot én væsentlig brist i det samfundsbillede. Det er en illusion. En gennemtænkt, systematisk forvridning af, hvordan tingene egentlig forholder sig. Dansk top er nemlig hverken urokkelig eller dybfrossen. Den er gloende hed.

Kigger vi nærmere på toppen af toppen, de danskere, der tilhører den rigeste 1% af befolkningen, er der rigelig grund til at tage hul på myteaflivningen. Analyser af netop denne indkomstgruppe antyder nemlig, at det sjældent er de samme ansigter, der gæster Danmarks mest eksklusive klub år efter år. Hele 39% forlader angiveligt selskabet efter blot 1 år, mens tallet er steget til chokerende 70%, hvis vi opererer med en tidshorisont på 6 år.  Med andre ord udgør toppen en varierende, flygtig størrelse og ikke den fasttømrende elite, som man ofte kan forledes til at tro, når venstrefløjspolitikere atter plæderer for skattestigninger rettet mod netop denne indkomstgruppe.

Derudover er der en række andre aspekter, der bør holdes i mente, førend man fælder dom over dansk top. Først og fremmest afholder de en betydelig del af regningen for det danske velfærdssamfund, nærmere bestemt 8%, og smider gerne slagkraftige drikkepenge oveni i form af arbejdspladser og vækst. At påstå, at de bredeste skuldre ikke allerede er påført tilstrækkelig tyngde, kan derfor højest klassificeres som et udtryk for tarvelig misundelse eller manglende omhu. Når vi straffer de mennesker, der dedikerer deres tid, kapital og ressourcer i kampen for at stimulere dansk økonomi yderligere, halter moralen voldsomt bagefter. Hvis venstrefløjen nu droppede vanetænkningen og deres klassiske jalousi-politik, kunne vi i stedet fokusere på arbejdet ved bjergets fod, det egentligt væsentlige og gradvist sikre mærkbar fremgang over hele linjen.